Lone Lau
Født: 28-6-1950 (74 år) i København

Biografi
Lone Lau Lauritzen, skuespiller, der er datter af filmdirektør Lau Lauritzen jun. og skuespillerinden Lisbeth Movin, valgte i modsætning til sine to søskende at gå skuespillervejen. Hun blev uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole 1968-70. Herefter foretog hun studierejser til både London og New York. I perioder hvor der ikke var roller brugte hun tiden til at arbejde på apotek, gå mannequin og danse go go på Niverød kro inden scenen igen kaldte med roller bl.a. i "Processen" på Scala i 1969, på Falkonerteatret 1971-72 og i "Teenagerlove" på Svalegangen i 1973. Midt i 1970erne uddannede hun sig til stewardesse og fik jobs både hos SAS og Sterling Airways. Omkring årsskiftet 1979/80 prøvede Lone Lau at skabe sig en tilværelse i Manila på Philippinerne, men skuespilleren Carl Nielsen fik overtalt hende til et come back i Søndervig revyen. Især har Lone Lau siden gjort sig gældende på landets revyscener. Hun modtog i 1983 "Årets Dirch". I 1985 mødte hun artisten Benny Fjeldsøe, som hun giftede sig med i 1990. Gennem otte år lavede parret revy sammen med stor succes, bl.a. på Møllekroen i Hurup og i Sønderborg Sommerrevy 1989-93. Siden 1993 har Lone Lau ikke arbejdet som skuespiller. Men hun har stået for underholdningen på "Club La Santa" på Lanzarote, hvor ægteparret bor fire-fem måneder hver vinter. I tv har man set hende i serien "Strandvaskeren". Hun har medvirket i ganske få film, nemlig "Mig og min lillebror og storsmuglerne" (1968), "Mig og min lillebror og Bølle" (1969), "Præriens skrappe drenge" (1970) og "Mafiaen, det er osse mig" (1974). I sit første ægteskab blev Lone Lau Lauritzen gift den 4. juni 1983 i Hellerup Kirke med steward Lars Fog Hansen.


Har medvirket i følgende 4 film:
Mig og min lillebror og storsmuglerne (1968)Pia - servitrice
Mig og min lillebror og Bølle (1969)Sofie
Præriens skrappe drenge (1970)Kari Johnson
Mafiaen - det er osse mig (1974)Frk. Mortensen - sekretær

Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Strandvaskeren (1978) 5 Kvinde på cafe

Har medvirket i følgende 17 revyer:
Hurup Revyen 1980 1981 1982 1983 1986 1989 1990
Nykøbing F. Revyen 1986 1987
Randers Revyen 1984
Sans Souci Revyen - Kolding 1985
Sønderborg Revyen 1989 1990 1991 1992 1993
Søndervig Revyen 1978

Priser, legater m.m:
Revyernes Revy - Årets Dirch - Årets Revykunstner (1983)