BiografiKirsten Laura Ralov, der var solodanserinde, instruktør og viceballetmester, var datter af grosserer Kai Gnatt (1892 - 1966) og Kaja Olsen (1883 - 1969). Hun blev allerede i 1929 optaget på Det Kongelige Teater's Balletskole, hvor hun havde Karl Merrild, Valborg Borchsenius og
Harald Lander som lærere. Hun fik sin barnedebut i 1933 som Fanny i "Konservatoriet". Efter nogle hårde læreår i både Paris og London kunne hun i 1940 kalde sig for balletdanserinde og allerede to år senere blev hun solodanserinde. Sammen med Margrethe Schanne og broderen
Poul Gnatt (død 1995) debuterede hun 1941 i "La Ventana". Blandt mange figurer som Kirsten Ralov dansede blev prinsesse Sukkergodt i "Slaraffenland" een af de helt store roller, som gennem årene nærmest blev synonym med hendes dans. Hun fik roller i f.eks. "Den Skønne Donau", "Petrusjka", "Giselle" og "Auroras Bryllup". Bournonville var en del af det gennemgående repertoire i Kirsten Ralovs mangfoldige balletter, bl.a. dansede hun store partier i "Fjernt fra Danmark" og "Et Folkesagn". Hun blev 15. marts 1944 gift på Københavns Rådhus med solodanseren og koreografen Børge Leo Sylvester Ralov. (26-07-1908 - 17-12-1981). Ægteskabet varede til 1951. I årene 1954 til 1993 dannede hun par med kollegaen
Fredbjørn Bjørnsson (10-09-1926 - 29-12-1993) såvel privat som på scenen. Sammen med
Fredbjørn Bjørnsson som partner fik hun stor succes i værker som "Napoli" og "Blomsterfesten i Genzano". Kirsten Ralov valgte at slutte sin dansekarriere i 1962, hvorefter hun blev tilknyttet Det Kongelige Teater som instruktør og i årene 1978-88 virkede som viceballetmester. Hun koreograferede selv et par balletter "Kameliadamen" og "Døren" og satte Bournonville op over det meste af verden og fik den største internationale triumf da hun i 1989 stod for en hel Bournonville-aften på Bolsjoj.