BiografiKai Ejnar Thorkild Voigt, skuespiller og teaterdirektør, der var søn af handskemager Jacob August Adolf Voigt og hustru Maria Louise Lamp, debuterede som dreng hos Emil Wulff på det daværende Frederiksberg Teater og optrådte også i Tivolis Glassal. Som 12-årig spillede han rollen som Dick i "Lille Dorrit" på Det ny Teater. Han rejste som ung med "Hellig Olav" som tjener. Han var skuespiller ved Apollo-teatret og Sønderbros teater, men hans største indsats som skuespiller kom til at ligge i provinsen, hvor han i en årrække drev det lille Royal Teater i Nørresundby med sin senere hustru Erika Erichsen (Voigt) som primadonna. Sin største berømmelse opnåede han som skuespiller på Kasino i Aarhus i årene 1926-33, hvor han som visesanger og komiker satte sit præg på farcer og operetter bl.a. de barokke Arnold & Bach farcer og hvor han vandt usædvanlig popularitet. Siden var han ved Vennelyst Teater og turnerede inden han blev knyttet til Ny Ravnsborg-revyen i København. Desuden optrådte han i Over Stalden og i Bakkekroen på Dyrehavsbakken. Kai Voigt var gift tre gange. I 1919 blev han gift med skuespillerinden
Erika Voigt. Ægteskabet blev opløst i 1924. Derefter blev Kaj Voigt gift i Gravlev Kirke den 1. april 1926 med skuespillerinden Marie Oluftine Hansine Jensen (f. 19-11-1899) og endelig gift 3. gang i 1935 med skuespillerinden Tenna Margot Voigt, født Milling, men parret blev senere skilt. Han er far til journalisten Palle Voigt (05-03-1927)