Vilfred Kjær
Født: 30-10-1906 i København
Død: 10-5-1968 (61 år)
Gravsted: Søndermark Kirkegård - Frederiksberg (fællesgrav)

Biografi
Vilfred Kjær, pianist, arrangør, komponist, musikpædagog og leder, var søn af barber Edvard Charles Georg Kjær og hustru Ellen Julie Margrethe Pedersen. Han grundlagde sin uddannelse ved Musikkonservatoriet 1923-26 og var nogle år senere solist ved den første opførelse af Gershwins "Rhapsody in Blue" i København. I sine unge år var han en meget populær jazzdirigent. Han spillede 1927-28 med Valdemar Eiberg og havde 1928 eget orkester. I 1929-30 var han med Otto Lington, hos Kai Julian 1931 og atter hos Otto Lington 1931-33. Han spillede hos Aage Juhl Thomsen 1933-34 og havde egne orkestre 1934-37. Han gav Stærekassekoncerter 1933-36 og var kapelmester ved Dagmarteatret i 1936. Samtidig var han lærer i klaver ved Den musikdramatiske Skole. Som en af Danmarks jazz-pionerer vandt han sig et godt navn også udenfor Danmarks grænser og optrådte mange steder i Europa og USA. I 1949 grundlagde han sin egen musikskole og fik en ikke ringe pædagogisk betydning gennem instrumentations- og becifringslære. Som komponist vandt han flere konkurrencer om orkesterværker, bl.a. ved indvielsen af Tivolis nye koncertsal. Hans kompositioner var talrige og omfattede både filmmusik, operette, orkestersuiter, klaverstykker, sange og undervisningsmusik. Han var een af de første selvstændige danske jazzarrangører og den vigtigste danske komponist/arrangør af symfonisk jazz. Vilfred Kjær udgav en række klaverpædagogiske værker. Mest kendt blandt det store publikum blev han, da han i 1960 blev Grand-Prix-vinder med sangen "Det var en yndig tid" sunget af Katy Bødtger. Han var bror til altsaxofonisten Eyvind Kjær (14-10-1910 - 07-11-1961) og trompetisten Tage Kjær (d. 09-04-1963). Vilfred Kjær blev gift på Frederiksberg Rådhus den 24. januar 1931 med Elna Marie Kjær, født Andersen (f. 28-04-1908).


Har medvirket i følgende 1 film:
Cocktail (1937) 

Har arbejdet med følgende 1 film:
Cocktail (1937)Akkompagnement, Musik

Har arbejdet med følgende 4 revyer:
Leve kærligheden. Helsingør-Revyen (1937)Musik
Skovbakkerevyen (1937)Musik
Apollo Revyen (1939)Musik
Vesterbro 1940 (1940)Musik, Musik

Har arbejdet med følgende 1 tegnefilm:
Fyrtøjet (1946)Musik