Katy Bødtger
Født: 28-12-1932 i København (Nørrebro)
Død: 1-5-2017 (84 år) Mindebog
Gravsted: Holbæk Naturkirkegård (fællesgrav)

Billede af Katy Bødtger
Biografi
Katy Bødtger var født på Nørrebro i København og havde en fortid i Danmarks Radios Pigekor. Efter at have forladt folkeskolens 7. klasse, blev hun ekspeditrice i et parfumeri. I en periode havde hun udlængsel og rejste til Canada, hvor hun fik arbejde på et børskontor og som brødpakker i et bageri. Men hun kom hjem igen til parfumeri-branchen og fik sangundervisning hos Johannes Wahl. Det var netop via ham, at pladeselskabet Nordisk Polyphon i 1957 blev opmærksom på den unge sangerinde, og hun fik som den første lov til at indspille "Fiskerpigens sang", som blev en stor succes og solgte over 100.000 grammofonplader. Siden blev Katy Bødtger en af de populæreste kunstnere på den folkelige danske musikscene. Hun indsang en række schlagere som "Blå viol", "Farvel, Jimmy, farvel", "Paradiso", "Dominique", "Kun for sjov", "Marina", "Tammy", "Tak", "Edelweiss", "Tom Pillibi" og "Som duft af røde roser". I 1960 vandt hun det danske Melodi Grand Prix med den romantiske og sødmefulde sang "Det var en yndig tid", som ved den internationale finale blev nummer 10. I London indsang hun i 1960 "In my island" sammen med Edmundo Ros. Katy Bødtger leverede i 1963 sangstemmen til Lone Hertz i operette-filmen "Frk. Nitouche". Hun havde også succes med mere lyriske sange, som f.eks. Steen Steensen Blichers "Til Glæden". Siden 1970erne var Katy Bødtgers repertoire lystigt og danktop-baseret med hits som "Lille sorte stær", "Så går vi til enkebal" og "Fest i gaden". I den periode havde hun et glimrende samarbejde med Gustav Winckler og Svend Lundvigs Palmehaveorkester og var fast solist i radioens Palmehave-udsendelser. I 1980erne indspillede hun flere plader med danske salmer. Senere stod hun for underholding i forsamlingshuse, på ældrecentre og på plejehjem. ligesom hun rundt om i landet gav kirkekoncerter. Sangkarrieren varede i over 60 år indtil hun trak sig tilbage til privatlivet kort før sin 80-års fødselsdag. Katy Bødtger blev gift og siden skilt, men nåede at få en datter.


Har medvirket i følgende 3 film:
Kvindelist og kærlighed (1960)Sangerinde
Frøken Nitouche (1963)Stemme til Lone Hertz sange
Min søsters børn (1966)Rikkes sangstemme