BiografiAnnie Jessen (egentl. Anna Agnes Kirstine Jessen), skuespillerinde, var datter af handelsgartner Carl Vilhelm Jessen og hustru Agnes Karen Katrine Hansen. Hun læste hos
Albert Luther og blev uddannet på Det ny Teater og Folketeatret. Hun fik sangundervisning hos Ellen Beck, Karin Monk og Eskild Rask Nielsen. Hun har været engageret ved bl.a. Odense Teater, Det Danske Teater, Ungdommens Teater, Svalegangen, Aarhus Teater og Aalborg Teater. I sine unge år var Annie Jessen med
Victor Borge og harmonikavirtuoserne
Herman Gellin &
Ernst Borgstrøm på turné både herhjemme og i Sverige. Hun optrådte i radio og i Tivoli og på film debuterede hun i "Champagnegaloppen" fra 1938, i rollen som Amelie, Hambros datter. Hun fik succes både i denne og ved at lægge stemme til tegnefilmen Snehvide. I 1952 var hun med i Cirkusrevyen på Bakken, hvor hun agerede Jenny Lind. Hendes sidste rolle var som bardame i "Rend mig i traditionerne" fra 1979. Annie Jessen har medvirket i ialt 5 film. Hun har desuden medvirket i operetter som Nitouche, Sommer i Tyrol og Den glade enke. Senere lavede hun bl.a. dansk underholdning og julestemning i danske skoler og foreninger i Sydslesvig. Hun har indspillet grammofonplader. Efter et forlist ægteskab som blev indgået den 6. august 1938 i Søllerød Kirke med stud. jur. Børge Marinus Maltha Thomsen (25-05-1912) blev Annie Jessen den 13. juli 1947 gift i Væggerløse Kirke med komponisten og kapelmesteren Poul London.