Irene Hansen
Født: 4-8-1935 i Malmø, Sverige
Død: 4-4-2013 (77 år)
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Billede af Irene Hansen Billede af Irene Hansen
Biografi
Irene Henny Gladys Hansen, skuespiller, blev født i Sverige, men kom allerede året efter til Danmark. Hun fik i 1949 en barnerolle i filmen "Det gælder os alle", da Palladium opsøgte hendes skole på Amager for at finde nogle tynde børn til rollerne som wiener-børn. I filmen havde hun et par enkelte replikker og fik efterfølgende lyst til at fortsætte med filmarbejdet. Efter skolen begyndte hun derfor at læse hos Agnes Rehni, men stoppede, da hun syntes hun var for ung og tog i stedet en kontorplads. Efter et år begyndte hun igen at læse - nu hos Blanche Funch samtidig med at hun fortsat passede sit arbejde. Irene Hansen blev derefter uddannet på Privatteatrenes elevskole 1954-1956 og debuterede i sin elevtid i 1955 på Frederiksberg Teater i "1-2-3-revyen". På samme teater spillede hun flere roller bl.a. som ridefogdens kone i "Jeppe på Bjerget" og barberdrengen Louis i "Barn i kirke". Hun var også med på flere turnéer bl.a. på Arte's turné som Mette i "Kærlighed uden strømper" i 1957 og i "Jebberød bank" på Herman Gellins turné i 1959. Især slog hun sine folder i revyerne. Hun var i 3 år 1956-58 med i Cirkusrevyen og siden i Nykøbing Falster Revyen og Rottefælden i Svendborg. Allerede under sin uddannelse fik hun nu og da statistroller på film og senere kom filmtilbud især og skiftevis fra Palladium og ASA. Irene Hansen medvirkede bl.a. i "Flintesønnerne" og i "Vagabonderne på Bakkegården", der blev hendes sidste film. På TV var hun med i serierne "Familiehaven" i 1956 og "Revykavalkade" 1956-1957. Efter at hun i 1965 fik en datter fandt hun at turnélivet blev for anstrengende og da hun også blev ramt af sygdom, trak hun sig efterhånden helt tilbage fra rampelyset.


Har medvirket i følgende 14 film:
Det gælder os alle (1949)Polly - wiener-barn
Smedestræde 4 (1950)Pige i fritidshjem
Fodboldpræsten (1951)Ung pige på Stormly
Fra den gamle købmandsgaard (1951)Kunde hos Kelbjerg
Ta' Pelle med (1952)Adda - Lauritz's barnebarn
Hejrenæs (1953)Grethe, tjenestepige
Far til fire (1953)Cykelpige
Fløjtespilleren (1953)Marianne - artist - Renés partner
Det gælder livet (1953)Gymnasieelev
En sømand gaar i land (1954)Ekspeditrice i Stormagasinet
Far til fire i sneen (1954)Hotelgæst
Far til fire i byen (1956)Marianne - Erik Holms kusine
Flintesønnerne (1956)Vera
Vagabonderne paa Bakkegaarden (1958)Sofie, servitrice

Har medvirket i følgende 6 revyer:
Cirkusrevyen 1956 1957 1958
Fønix Teatret 1955
Nykøbing F. Revyen 1959
Svendborg Sommerteater - Rottefælden 1964