Hanne Winther-Jørgensen
Født: 1-4-1935 i København
Død: 17-6-1991 (56 år)
Gravsted: Søndermark Kirkegård - Frederiksberg (fællesgrav)

Billede af Hanne Winther-Jørgensen Billede af Hanne Winther-Jørgensen
Biografi
Hanne Winther-Jørgensen, skuespillerinde, var datter af skuespiller ved Det Kgl. Teater Aage Winther-Jørgensen og sangerinden Sonja Winther-Jørgensen. Hanne Winther-Jørgensen var først klinikdame, stenograf og husholdningselev, men valgte tidligt at gå til scenen. Hun læste hos Anna Borg og gennemgik 1953-55 Det Kgl. Teaters elevskole og var på studierejse til London. Allerede i elevtiden spillede hun adskillige mindre roller på teatret og fik i april 1954 sin officielle debut som datteren Caroline i Thornton Wilders lille skuespil »Den lykkelige rejse« på Det kgl. Teater. Under sin elevtid havde hun småroller i bl.a. "Sct. Hansaftenspil" og "Lærken". Hun havde en vigtig rolle i "Månen i den gule flod". I årene 1956-59 var hun engageret på Odense Teater, hvor hun især gjorde sig gældende i det ældre og nyere klassiske repertoire: "Hvem er jeg", "Den gale fra Chaillot", Johanne i "Eventyr på fodrejsen", Andrea Margrethe i "Nøddebo Præstegård" samt ikke mindst Hedvig i "Vildanden", som hun tillige spillede på Kongens Nytorv under den fynske landsdelsscenes gæstespil. Da hun forlod Odense, kom hun til Stig Lommer på Aveny Teatret 1959-60, hvor hun var med både i »Laser og pjalter« og i »Tante Mamie« og siden var hun 1961 på Allé-Scenen og 1962 ved Det danske Teater. Hanne Winther-Jørgensen sås også hyppigt i tidens film-folkekomedier og filmdebuterede i "Far til fire på landet". Endvidere medvirkede hun i "Den sidste vinter", "Kvindelist og kærlighed" og "Flintesønnerne". I TV-teatret optrådte hun fortrinsvis som klassisk ingenue, f.eks. som lille Ellen i »Skærmydsler« og Sophie i »Nej« . I Radioteatret spillede hun i 1965 den ældste af døtrene i "Tewje og hans døtre". Hun fik siden arbejde som sekretær og efter en tid på Grønland vendte hun tilbage og havde ved siden af sit borgerlige erhverv sporadisk radio- og tv-arbejde. Bl.a. medvirkede hun i filmen "Med kærlig hilsen" og havde midt i 1970erne roller i tv-teatrets forestillinger "Den sårede Filoktet" og "Spild og service".


Har medvirket i følgende 8 film:
Far til fire på landet (1955)Rigmor - Peter's kusine
Flintesønnerne (1956)Karen
Guld og grønne skove (1958)Rigmor - hans datter
Tro, håb og Trolddom (1960)Bruden
Kvindelist og kærlighed (1960)Yvonne, manicuredame
Den sidste vinter (1960)Nina - hans kæreste
Eventyrrejsen (1960)Gudrun - hendes datter
Med kærlig hilsen (1971)Bratschspiller