BiografiTherese Glahn, skuespiller, drog som 16-årig til Fyn, hvor hun bl.a. var danser i Nyborg Voldspils opsætning af »West Side Story«. Hun blev uddannet som danser og koreograf på London Contemporary Dance School 1989-1992. Siden har hun suppleret uddannelsen med skuespiltræning hos David Gideon og Sondra Lee i New York. Siden 1991 har hun medvirket i danske og internationale danse-forestillinger, blandt andet »Reservoir« (1998) og »Make Up« (2001) med ensemblet »Kreutzmann Dance«. Hun debuterede i 2000 som koreograf med den fondsstøttede soloforestilling »Camille«, baseret på skulptøren Camille Claudels liv og har derefter skabt web-koreografien »As I Dive« (2001). I 2003 medvirkede hun i "Den skaldede sangerinde" på Teatret ved Sorte Hest. Therese Glahn debuterede i dansk film som stuepigen Michelle i
Thomas Vinterberg-filmen »Festen« og har siden medvirket i spillefilmene »Den blå munk«, Dogme-projektet »D-dag«, »Flyvende farmor«, »Anja og Viktor«, »Monas verden«, og »Monsteret«. Hun blev kendt for rollen som Søs i TV-serien "Nikolaj og Julie". På TV2 Zulu stod Therese Glahn sammen med
Charlotte Sachs Bostrup i 2001 bag satireprogrammet »Bostrup og Glahn« og på DR1 har hun medvirket i afsnit af serierne »Toast« og »Taxa«. Hun har tidligere dannet par med skuespiller Mark Springborg, med hvem hun har en datter.