BiografiAnna Emilie Svierkier, skuespillerinde, var datter af Anne Sørine Grasshoff, født Withen (1842-1916) og udlagt barnefar Emil Eduard Larsen. Efter moderens nyere ægteskab blev hun i 1886 adopteret af købmand Fritz Nicolai Povelsen. Hun kom hovedsagelig til at spille på provinsens scener. Hun blev uddannet på Agnes Gjørlings dramatiske teaterskole i København, hvor hun bl.a. havde Herman Bang som lærer og debuterede som skuespiller den 26. november 1904 på Svendborg Teater i "Hun skal debutere". Hun skiftede hurtigt scene til Aalborg Teater, hvor hun straks gjorde sig gældende. I lystspillet "Far og Søn" spillede hun sammen med
Olaf Poulsen, der gerne ville have hende til Det Kongelige Teater, men hun forblev i provinsen. Hun spillede en lang række af
Betty Hennings roller bl.a. som Nora i "Et Dukkehjem" og i september 1939 forsøgte hun at opnå bevilling til en provinsturné med bl.a. "Et dukkehjem" og anførte til støtte herfor, at hun selv havde spillet Nora ca. 150 gange under Herman Bangs instruktion - bl.a. med sin mand
Fritz Boesen som meddirektør. Men Teaterrådet mente ikke at hun ville være i stand til at præstere kunstnerisk værdifulde forestillinger og hun fik ikke bevilling. Med Fritz Boesen deltog hun i en teaterturné, der gæstede Island og Færøerne og i seks sæsoner berejste hun Danmark med Carit Etlar-Turneen. Hun ernærede sig iøvrigt ved underholdningsaftener for foreninger og iscenesættelse af dilettantkomedier i foreninger, skoler og private hjem. Først efter sit 70. år fik Anna Svierkier sin københavnske debut i "Når mørket sænker sig" på Riddersalen. Her blev filminstruktøren Carl Th. Dreyer så begejstret for hendes talent, at han gav hende den betydningsfulde rolle som heksen i sin film "Vredens dag". Måske i kraft af hendes præstation i denne film gik teaterstykket i flere sæsoner på Riddersalen. Derimod vakte stykket "Et Uvejr driver over", hvor Anna Svierkier spillede bispinden, ikke udelt begejstring. Men filmrollen gav hende en fornem afslutning på en lang karriere på de skrå brædder. I sit første ægteskab var hun gift med manufakturhandler Carl Svirkjer Madsen (f. 1864), der som senere cykelhandler i København kaldte sig Carl Svierkier. I senere ægteskaber var hun gift med skuespiller og teaterdirektør
Fritz Boesen (22-05-1877 - 17-07-1931) og med skuespiller og antikvitetshandler Jørgen Jensen (22-03-1887 - 04-08-1977). Ifølge dødsannonce var hun født komtesse Vølger von Grasshoff. Vi har dog ikke fundet belæg for hverken dette navn eller at hun skulle være ud af adelig slægt.