BiografiSofie Damaris Andersen Spuur (Sophie Damaris Andersen), kaldet "Damse" debuterede hos
Harald Stabehl i Odder under kunstnernavnet Soffy Damaris og medvirkede i sommerrevyen 1917 i Nykøbing Falster hos samme
Harald Stabehl. Sammen med Liva Weel, Ellinor Krohn og Lily Larsen sang hun sangen til "Nykøbings pris". Hun fik med skuespilleren
Knud Heglund sønnen Jørgen Ole Heglund (19-06-1918). Efter en tid som turnerende skuespiller med
Gerda Christophersens Teaterselskab fik Soffy Damaris i 1919 engagement på Fønix Teatret, hvor hun udviklede sit komiske talent - og var teatrets førstekraft i en årrække. Hun blev i tiden derefter formidler af en række folkelige refræner, der fra begyndelsen af 20erne har holdt sig lige siden. Omkring 1920 stod hun på sin karrieres højdepunkt som en af Danmarks mest funklende revystjerner. Hun lancerede landeplager som "Han er lige gået op til fru Jansen" (1919), "Den tog Iversen med, da han gik" (1920), "En lille skat med pagehår" (fra folkekomedien "Ekspeditricen" på Fønix Teatret i 1921) "Rystedansen" i revyen Kamæleonen i 1922, "Hvis lille pige er du" (1923) og "Kanariefuglen" (1924). Alle sang med på hendes viser, særlig "En lille skat med pagehår" og "Op til fru Jansen". I hele byen blev hun kaldt for "Damse". Soffy Damaris optrådte også i Charlottenlund Revyen Over Stalden. Hun kom til Bakken via variete Rosenhaven. Imidlertid brændte dette populære sted og blev ikke mere genopbygget. I slutningen af 1950erne optrådte hun - tydeligt mærket af sin sygdom - i sangerindepavillonen Sommerlyst på Dyrehavsbakken. Hun havde succes med viser som "Andersen", "Tra la la la lalej", "Nikolajsen" og flere andre. I 1926 blev hun ramt af en hård sygdom, som hun aldrig overvandt. Af og til havde hun sporadisk optræden støttet af kolleger og publikum og i 1960 blev hun i forbindelse med sit 45 års jubilæum fejret på Fønix Teatret med megen festivitas. En dag faldt hun om bag scenen og gled over i bevidstløshed.