Knud Vad Thomsen
Født: 24-3-1905 i Fredericia
Død: 2-2-1971 (65 år)
Gravsted: Søndermark Kirkegård - Frederiksberg (fællesgrav)
Biografi
Knud Vad Thomsen var søn af postekspedient Johannes Thomsen og hustru Sofie Frederikke Mathilde Ravn. Han tog lærereksamen i 1926 og var lærer og sangkonsulent ved Frederiksberg Skolevæsen. Han medvirkede sammen med Ingvar Blicher Hansen og Svend Saabye i komedien "På vej mod bedre tider" i Studenterforeningen i 1935 og de dannede sammen vokalgruppen "De 3 fra Radioen", som gennem mange år var et fasttømret triumvirat. Iøvrigt var han i 25 år tilknyttet Studenterrevyen. Mangesidig som han var formåede Knud Vad Thomsen også at sætte sit præg på både skoleradioens produktioner og radioens udsendelser for piger og drenge. Gennem en årrække var han en meget vellidt leder af Radioens Juniorscene og instruktør af børnehørespillene, ligesom han skrev musik til radioens børnetimer. Som komponist huskes han især for sine melodier til "Til glæden" (1939), "Elefantens vuggevise" (1948), "Jeg plukker fløjsgræs" (1951) og "Tørresnoren" (1955). I begyndelsen af 1960erne gjorde han en indsats som formand for Studentersangerne.