BiografiIngvar Balduin Blicher-Hansen var født i Græsted i Nordsjælland, men voksede op på Fyn. Han var søn af bestyrer Jean Blicher
Erik Hansen og hustru Ane Kirstine Kristensen. Han blev uddannet ved Musikkonservatoriet i København. Sammen med Svend Saaby og
Knud Vad Thomsen dannede han vokalgruppen "De tre fra Radioen", der var en populær sangtrio, som indspillede omkring en snes grammofonplader. Han havde et teologisk studium på Københavns Universitet bag sig, da han begyndte at hellige sig musik og kunst. Han var direktør for Skandinavisk Koncertdirektion 1945-1953 og blev derefter direktør for Århus Hallen inden han i 1958 blev direktør for Falkoner Centret på Frederiksberg. Han præsenterede her koncerter, opera, ballet og internationale kunstnere som Maria Callas og Birgit Nilsson. I hans direktørtid havde Falkoner Centret også succes med de store musicals som "My Fair Lady", "West Side Story" og "Annie Get your Gun". Fra 1971 var han direktør og kunstnerisk leder i Aalborg Hallen, men trak sig i 1978 tilbage som direktør og flyttede til Tisvildeleje i Nordsjælland. Han fortsatte dog sin impressariovirksomhed som udenrigskonsulent for teaterorganisationen Arte. I denne egenskab arrangerede Ingvar Blicher-Hansen i sommeren 1979 "Hamlet" i Kronborgs Slotsgård med et gæstespil fra London. Samme år producerede han en serie radioudsendelser om digteren P. Sørensen-Fugholm - pseudonym for redaktør Per Barfoed, der var hans svigerfar. I sine sidste år beskæftigede han sig også med foredrags- og forfattervirksomhed og udgav sine erindringer i bogen "Små glimt af store stjerner", hvor han fortalte om de berømtheder han havde mødt. Ingvar Blicher-Hansen blev den 12. oktober 1938 gift i Skovshoved Kirke med Thyra Barfoed (18-12-1915).