BiografiCharley Kaj Kaye, artist og teaterdirektør, der oprindelig hed Kaj Jensen, var født i Lindholm ved Aalborg, hvor hans far var murer og hans mor arbejdede på et vaskeri. Omkring 1940 flyttede familien til København, hvor de fik en lejlighed på Vesterbro og Charley Kaye kom i lære som kleinsmed. Samtidig gik han til træning i en bokseklub og trænede på Cliftons artistskole. Sammen med en anden ung artist fik han som 18-årig job først i Cirkus Löwe i Norge og siden i det danske Cirkus Miehe. Efter at have været soldat arbejdede han en tid som scenemester på Lorry, og da et andet artistpar fik forfald debuterede han sammen med en kammerat som artisterne Clifton Brothers. De fik succes og optrådte mange steder i Europa. Under et engagement på varieteen og danserestauranten Bonbonnieren i Esbjerg mødte han den akrobatiske engelske danserinde Belita Fossett. Da Charleys makker i Clifton Brothers ønskede at stoppe fandt Charley og Belita ud af, at de kunne lave et nummer sammen. Siden dannede de par såvel på scenen som i privatlivet. I 1960erne lavede han sammen med Belita saltomortaler og kaskadørnumre - og så kom navneskiftet til Charley Kaye. I mange år turnerede de i Europa med et komisk kaskadørnummer, og Charley hoppede samtidig runde mellem tilskuerne som abe (chimpanse). Parret optrådte ikke mindre end 25 gange på Hamborgs legendariske Hansa Theatre. Herhjemme fik showmanden
Volmer Sørensen øje på det usædvanlige artistpar, og det lykkedes
Volmer Sørensen at få dem hjem og optræde på de danske scener, blandt andet i Nykøbing Falster Revyen. Da han var omkring 50 år gammel fandt han jobbet som artist lidt for hårdt. I nogle år arbejdede han som kulturkonsulent for LO, indtil han i 1988 - med inspiration fra
Volmer Sørensen - fik genetableret Amagers gamle Røde Kro Teater i en gymnastiksal på en nedlagt skole på Øresundsvej. Teatret blev hurtigt en succes og bød bl.a. på revyer med artistoptræden. I november 2006 mente bestyrelsen for teatret at tiden var moden for et generationsskifte og sendte ham på pension. I 2008 måtte bestyrelsen indgive teatrets konkursbegæring, da direktørskiftet mildt sagt ikke havde været nogen succes og kassen simpelthen var tom. Charley Kaye, der i en periode sad i Københavns Borgerrepræsentation, var kendt som en forrygende foredragsholder og han skrev sine erindringer i bogen "Mit liv i rampelyset". Charley Kaye var æresmedlem af Danske Cirkusvenner. Han var gift med
Belita Kaye, der døde i 2021.