Belita Fossett Kaye
Født: 5-5-1926
Død: 25-5-2021 (95 år)
Gravsted: Dragør Kirkegård (fællesgrav)
Biografi
Belita Kaye (Isobell Florence Kaye), artist, stammede fra den kendte engelske artistfamilie Fossett. Hun mødte sin mand artisten Charley Kaye på danserestauranten Bonbonnieren i Esbjerg, hvor han sammen med en kammerat optrådte som Clifton Brothers. Da hans makker ønskede at stoppe fandt Belita og Charley sammen både i privatlivet og som artister. I mange år turnerede de i Europa med et komisk kaskadør-nummer, hvor Charley Kaye samtidig hoppede rundt mellem tilskuerne som en chimpanse. Parret optrådte ikke mindre end 25 gange på Hamborgs legendariske Hansa Theatre. Danskerne oplevede dem blandt andet i Volmer-Sørensens Revykøbing revy i 1972. I 1988 genstartede parret Amagers gamle Røde Kro Teater i en gymnastiksal på en nedlagt skole på Øresundsvej. Teatret blev hurtig en succes og bød blandt andet på revyer med artistoptræden i stedet for de sædvanlige korpiger. I november 2006 mente bestyrelsen for teatret at det var tid til et generationsskifte og sendte det skuffede ægtepar på pension.