BiografiBeritt Agnete Erbe, skuespillerinde, der var datter af fabrikant, direktør Poul Erbe og hustru Gerda Koch, gik til ballet fra hun var tre år. Hun læste hos
Albert Luther, tog sangundervisning hos Sylvia Schierbeck og blev elev på Allé-Scenen. Her debuterede hun allerede i 1944 som stuepige i "Verdens rigeste pige". I to sæsoner var hun engageret til Helsingør Revyen, bl.a. i revyen "Roser langs kysten". Desuden var hun engageret på Nygade Teatret i sæsonen 1948-49 og hun var på turneer bl.a. som Cecily i "Bunbury". Efter at have læst med
Einar Juhl blev hun uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1949-1951 og debuterede i 1950 på Det Kongelige Teater i
Finn Methlings "Dagen i Morgen". Derefter kom hun på
Herman Gellins og
Erik Lassens turne. I sommersæsonen 1953 medvirkede Berit Erbe som stuepige i Nørrebros Teaters udgave af "Den grønne elevator". I 1953 havde hun i et par måneder ophold i Oslo, hvor hun optrådte på kabaret-gæstespil med bl.a.
Mogens Brems. Samme år forlod hun de skrå brædder og begyndte at studere til magister i teaterhistorie og æstetik ved Københavns Universitet, hvor hun i 1959 blev magister i teatervidenskab. Under sine studier passede hun et arbejde som litterær konsulent ved radioens dramatiske afdeling og som medredaktør ved af "Dramatisk Forum" og tog i 1957 på studieophold i Paris. Hun blev i 1960 ansat ved Oslo Universitet, hvor hun underviste i teater- og filmvidenskab. Hun var tillige litterær konsulent ved Norsk Rigskringkasting. I 1963 blev hun ansat ved Statens Teaterskole i Oslo og fra 1967 ved Bergens Universitet, hvor hun blev teaterprofessor. I 1976 udgav hun bogen "Bjørn Bjørnsons vej mod realismens teater" om den norske skuespiller, instruktør og teaterchef, som døde i 1942. Berit Erbe blev den 3. februar 1945 gift i Holmens Kirke med forfatter, journalist og teaterdirektør
Knud Poulsen og blev senere den 23. februar 1957 gift på Søllerød Rådhus med teaterchef ved Den Nationale Scene i Bergen, sceneinstruktør, mag. art. i litteratur Knut Thomassen (17-07-1921 - 20-01-2002).