BiografiCharles Marius William Bewer, skuespiller, (ved dåben Bever) var søn af skuespiller, regissør og teaterdirektør Johan Peter Wilhelm Bewer (død 29-03-1878) og Marie Boysen (død 13-11-1926) og optrådte allerede i en alder af 3 år på faderens Alhambra teater. Han var oprindelig uddannet som kontorist og boghandler, men debuterede i Svendborg Sommerrevy 1888 og senere 8. september 1889 ved Carl Henriksens teaterselskab i Frederikshavn som Cailloud i "En lille heks". I 1890 medvirkede han i revyen "Glutter ombord" på National. Han rejste en del år som provinsskuespiller med forskellige teaterselskaber rundt om i landet. I 1891 var han med Lauritz Swendsen, med Povl Friis 1894-95 og med Th. Cortes inden han fra 1901 til 1904 var engageret ved Odense Teater. I flere sæsoner var han også tilknyttet et teater i Oslo. I 1904 drog han til København, hvor han først havde engagement ved Frederiksberg Teater og siden var tilknyttet flere forskellige teatre - Nørrebros Teater, Casino, Sønderbros Teater og på Folketeatret fra 1908-1919 og Dagmarteatret 1919-20. Han havde siden atter engagement ved Folketeatret i sæsonerne 1925-26 og 1932-33 og var i sæsonen 1927-28 tilknyttet Odense Teater. I 1930erne var han mere aktiv som tryllekunstner end skuespiller. I 1945-46 spillede han kongen i "Der var engang" på
Svend Wedels turné. Efter 80 års dagen fik han en ny opblomstring i karrieren bl.a. som apoteker Fleurant i "Den indbildt syge" på Det Ny Teate. Så sent som i 1960erne optrådte han i biroller på skiftende teatre og medvirkede i 1965 som gamle Bølling i "Et Opgør" på TV-Teatret. Han har ialt haft omkring 500 teaterroller. Af disse kan nævnes: Menneske-Mortensen i "Thummelumsen" og Doktor Juttner i "Hans Højhed". William Bewer var desuden leder af forskellige sommerteatre og han blev flittigt brugt i radioen, hvor han holdt foredrag om teater og forlystelsesliv. Han fik i 1909 på Nordisk Film sin første filmrolle i filmen "Når djævle er på spil" og spillede i omkring 25 stumfilm og omkring 10 tonefilm. Op gennem 20erne medvirkede han i de fleste Fy & Bi film hos Palladium. Den sidste han medvirkede i var "Oskar" fra 1962, hvor han spillede russisk chauffør. Endnu få uger før sin død optrådte William Bewer. Det var som husmester i skole-scene forestillingen "Den røde Pimpernel". Han udgav i 1959 sine erindringer "Jeg mindes". William Bewer blev gift 21. august 1894 med Mary Theodora (Dora) Dorthe Rasmussen (14-03-1872 - 16-08-1964) og kunne i 1959 fejre krondiamantbryllup med fru Dora.