Axel Strøm
Født: 12-10-1866 i København
Død: 12-4-1950
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård - Kbh

Billede af Axel Strøm
Biografi
Axel Leonhard Strøm var søn af arbejdsmand August Strøm og Vilhelmine Carlsen. Han læste hos Peter Jerndorff og senere hos Karl Mantzius og debuterede på Dagmarteatret den 3. november 1897. I et par sæsoner rejste han derefter med Albert Helsengreen og optrådte bl.a. i Norge. Derfra kom han til Casino, hvor han med stor succes spillede i Gjellerups "Møllen", men han vendte tilbage til Dagmarteatret i 1905, hvor han medvirkede i en lang række forestillinger, bl.a. høstede han mange laurbær for sin fremstilling af kejseren i "Væringerne i Miklagaard". I "Monna Vanna" spillede han sammen med Anna Larssen i rollen som Marco. Senere stiftede Axel Strøm i 1908 "Den frie Scene", der havde til huse i Odd Fellow Palæet og fik i 1909 bevilling til at spille også i provinsen. Inden han i 1912 kom til Aarhus Teater både som skuespiller, sceneinstruktør og regissør rejste han atter i provinsen. Han forlod Aarhus Teater i 1923. Han søgte i 1923 forgæves bevilling til at oprette et lystspilteater i Århus. Axel Strøm debuterede i stumfilmen "Arvingen til Skjoldborg" fra 1914, hvor han spiller møller. Han medvirkede i et par stykker mere og i en enkelt tonefilm. Nemlig "Biskoppen" fra 1944, hvor han spiller Provst Sandal. Udover en sporadisk filmkarriere udførte han få instruktioner og manuskripter. Axel Strøm var først gift med pianistinde Karen Marie Christiane Jensen (f. 14-09-1875 - 1927). Efter at være blevet enkemand den 19. juli 1929 blev han den 23. maj 1936 gift på Københavns Rådhus med forfatterinden Marie Cathrine Guldberg (f. 17-03-1897). Han er far til forfatter, økonom ved Vor Frue Kloster i Århus Arne Strøm (13-02-1897 - 30-09-1948), journalist og forfatter Jens Anker Strøm (28-05-1905 - 1974) og Gunver Strøm (16-03-1900 - 03-12-1977), der den 29. juni 1923 blev gift i Aarhus med overretssagfører Carl Johan Thøger Thomsen (25-06-1880 - 05-04-1953).