Ole Berggreen
Født: 22-1-1919 i København
Død: 14-12-2005
Gravsted: Frederiksberg Kirkegård - Kbh

Biografi
Ole Berggreen begyndte som 18-årig på det nystartede filmatelier ASA og fik her og på Nordisk Films Kompagni i årene 1938-42 en all-round uddannelse. Han var på studieophold på tyske og svenske atelierer. I en årrække var han instruktørassistent og senere hjælpeinstruktør for en række af den tids spillefilmsinstruktører bl.a. Georg Schneevoigt, Benjamin Christensen og især Emanuel Gregers i den store Marguerite Viby-periode. Han debuterede i 1942 med dokumentarfilmen "Mænd og Maskiner" og året efter med spillefilmen "Op med humøret" med Svend Asmussen og Gerda og Ulrik Neumann. Samme år lavede han i samarbejde med Osvald Helmuth en filmversion af "Ebberød Bank". Han havde et samarbejde med producenten Jens Dennow i 1943 og havde under besættelsen ophold i Sverige 1944-45, hvor han redigerede filmen "The fighting Denmark", der blev vist over hele Sverige under krigen. Efter krigen fulgte i 1948 filmen "Tyske flygtninge i Danmark" og fra 1949 var han selvstændig kortfilminstruktør oftest i et samarbejde med Minerva Film og optaget bl.a. for Dansk Kulturfilm og Ministeriernes Filmudvalg. Desuden blev det til enkelte spillefilm og lystspil. I 1960 lavede han "Eventyrrejsen", der var den første danske farvefilm optaget i cinemascope-format. Den blev året efter fulgt op af "Eventyr på Mallorca". Ole Berggreen lavede fra 1964 egne produktioner til radio og tv. Han holdt op med at instruere film i 1989. Ole Berggreen skrev manuskripter til hele sin produktion af såvel spille- som dokumentarfilm og lavede også tekster til nogle af de melodier som Kai Normann Andersen skrev til hans film. Ved siden af filmarbejdet havde han en periode job som ansvarshavende redaktør på en række fagblade bl.a. "Levnedsmiddelbladet" og "Danmarks Skibsfart". Ole Berggreen var i 1956 medstifter af "Sammenslutningen af Danske Filminstruktører". Han var gift med Rita Berggreen.


Har arbejdet med følgende 9 film:
Komtessen paa Steenholt (1939)Instruktion assistent
Skilsmissens børn (1939)Instruktion assistent
En pige med pep (1940)Instruktion assistent
Barnet (1940)Instruktion assistent
Ebberød Bank (1943)Teknisk Instruktion
En pige uden lige (1943)Teknisk Instruktion
Op med humøret (1943)Instruktion
Eventyrrejsen (1960)Instruktion, Manuskript, Sangtekster
Eventyr på Mallorca (1961)Instruktion, Manuskript