Leon Seibæk
Født: 14-1-1935 i København
Biografi
Leon Vernegren Seibæk var toneassistent på Teknisk Film Co. 1956 og derefter hos Arnø Studio indtil 1960. Fra 1961 var han ansat hos Saga Studio og ved samarbejdet Saga-Palladium som chef for lydafdelingen. I 1970 blev han ansat ved Danmarks Radio i den såkaldte dubbing-afdeling, der tog sig af lydarbejdet efter at programindslagene var klippet. I 1975 flyttede afdelingen til Gladsaxe Møllevej og som led i en sammenlægning af afdelingerne for filmklip og dubbing blev han uddannet til at beherske både billed- og lydside. I 1994 fik han en aftrædelsesordning fra Danmarks Radio, men havde senere endnu en opgave som klipper på Ole Roos' dokumentarfilm "Rendez-Vous" om den store franske skuespiller Michel Simon.