Julie Wieth
Født: 13-11-1960 i København

Billede af Julie Wieth
Biografi
Julie Pauline Wieth, skuespiller, instruktør og caster, er datter af de kendte skuespillere Mogens Wieth og Lily Weiding. Efter at have været ansat i kostumetjenesten på et turnerende teater fik Julie Wieth sin skuespillerdebut i 1975 som Mathilda i "Brandtomten" på DR-TV. Hun fik succes som 19-årig i cabaret- og morskabsgenren og har udfoldet den komiske side i bl.a. "Tvillingerne". I 1981 spillede hun sammen med sin mor i Tjekhovs "Kirsebærhaven" på Betty Nansen Teatret. Hun blev uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole 1982-85 og valgte at supplere med manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole 1988-89. Hun var medlem af ensemblet på Aalborg Teater 1985-87 og 2001-05. Derudover har Julie Wieth været free lance med opgaver som skuespiller/instruktør på bl.a. Betty Nansen Teatret, Folketeatret, Caféteatret, Grønnegårdsteatret og for både DR og TV2. På CaféTeatret har Julie Wieth bl.a. spillet i "Partitur" og i 1994 dronningens rolle i "Mathilde". På Mammutteatret spillede hun mordbrændersken i "Jernbyrd" og i 1996 som Maria i Husets Teaters opsætning af Astrid Saalbachs "Det velsignede barn". Julie Wieth har også spillet revy på Højslev Kro sammen med navne som Henry Jessen, Benny Hansen og Gyda Hansen. I 1993 debuterede hun som dramatiker med "De 7 Dødssynder" på Betty Nansens Teatret, og siden 1994 har hun undervist på Statens Teaterskoles instruktørlinje. I 1998 blev Julie Wieth landskendt som Olga i TV-serien "Morten Korch". Hun fik i 2002 sin debut som instruktør med forestillingen "Ondskaben" på Aalborg Teater. Hun har fungeret som skribent for Politiken og har i perioden 1999-2001 været medlem af bestyrelsen for Dansk Skuespillerforbund. Julie Wieth har modtaget flere legater og de senere år arbejdet med erfaringsudveksling - blandt andet som leder af Skuespillerværkstedet på Rialto. Julie Wieth, der har skrevet bogen "Rejsende i teater", blev den 19. marts 1995 gift med skuespilleren Morten Suurballe. Ægteskabet blev opløst i 2003.


Har arbejdet med følgende 1 film:
ID:A (2011)Casting assistent