Tine Bryld
Født: 18-12-1939 i Frederiksberg
Død: 21-4-2011 Mindebog
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Biografi
Tine Bryld, socialrådgiver, der var lægedatter fra Frederiksberg, tog studentereksamen, rejste i Frankrig og England og var i et år beskæftiget med forskellige jobs bl.a. som babysitter og ekspeditrice. Hun blev i 1965 som nyuddannet socialrådgiver ansat i Mødrehjælpen, hvor hun mødte dårligt stillede unge piger og kvinder som ønskede at abortere. Senere etablerede hun i de tidlige 1970ere et kontaktcenter for de københavnske narkomaner, da hun blev statens kontaktperson på Christiania og blev mægler i striden mellem bz-bevægelsen og Københavns Kommune. Bedst kendt blev Tine Bryld for radioprogrammet "Tværs", hvor hun fra 1972 til 2009 ydede rådgivning til unge fra hele landet, der ringede ind for at få hendes råd. Fra 1967 til 2009 havde hun en brevkasse i ugebladet Alt for Damerne. Tine Bryld var forfatter af både skønlitterære og historiske bøger. I 1998 udkom den dokumentariske bog "I den bedste mening" om 22 grønlandske børn, der i 1951 blev skilt fra deres familier og sendt til Danmark for at blive opdraget til mønster grønlændere. Bogen dannede udgangspunkt for spillefilmen "Eksperimentet". Tine Bryld modtog bl.a. LO's Kulturpris i 1980, PH-prisen i 1980, Publicist-prisen i 1986 og samme år Alt for Damernes Kvindepris. Hun blev gift den 10. november 1961 med professor og forfatter Claus Bryld (f. 29-05-1940). Ægteskabet blev opløst i 1970. Siden var hun gift med byplanlægger Arne Gaardmand, som døde i 2008.


Har arbejdet med følgende 1 film:
Eksperimentet (2010)Inspireret af, Bogforlæg

Bøger om Tine Bryld:
Tine Bryld af Gitte Løkkegaard