Arbejdstitel: Tre raske piger fra Thy
Bygger på Mary Waagechristensen's lystspil "Vore anonyme fædre".
En intetanende nattevandrer der nåede til Maribo Jernbanestation måtte i december 1956 gnide sine øjne. Stationsbygningen lå badet i et knaldende lys fra en masse stærke projektører. Falckfolk svang strålerør og lavede regnvejr. Et "salatfad" kørte op og to betjente sprang ud. Så opdagede nattevandreren, at betjentene var Henry Nielsen og Karl Stegger. Saga Studio foretog hele natten optagelser omkring stationsbygningen til filmen "Tre piger fra Jylland". Enkelte billeder uden skuespillere blev optaget i Sakskøbing. Når Maribo station var blevet valgt, skyldtes det, at da filmfolkene var i Bandholm for at få optagelser til "Kristiane af Marstal" lagde de mærke til stationen og valgte at bruge den. Lollandsbanen havde stillet stationen til rådighed og et større teknisk personale opstillede en halv snes projektører på perronen, på skinnelegeme og inde i vestibulen og i ventesalen. Bjørn Puggaard-Müller skulle tages siddende på en bænk. Han medbragte paraply, var i galoscher og havde frakkekraven smøget op.
Saga Studio skulle til brug for filmen optage en scene med et stort middagsselskab. Som altid når det drejede sig om scener med mange skuespillere fandt optagelserne sted ud på natten, så man kunne være sikker på at alle medvirkende, hvoraf en del havde teatertjeneste, kunne medvirke. Da skuespillerne ankom til filmatelieret blev de først budt på natmad, så de kunne slappe lidt af inden arbejdet begyndte. Da der endelig blev gjort klar til optagelse manglede man Tavs Neiiendam. Han blev eftersøgt i højtalerne, men uden resultat. Man ledte højt og lavt, gennemsøgte alle kroge, men der var ingen Tavs Neiiendam. Man vidste at han var kommet, for han havde været med til natmaden, men nu var han altså sporløst forsvundet. Man begyndte at spekulere på om han i distraktion skulle have glemt det egentlige middagsselskab, som han var indbudt til, og derfor var taget hjem efter den uformelle bespisning. Mysteriet blev løst, da en af teknikerne tilfældigvis kom ud i marketenderiet. Der stod Tavs Neiiendam og hjalp med at vaske op efter natmaden. Det var det eneste sted man ikke havde drømt om at lede efter ham.
I Saga-filmen "Tre piger fra Jylland" er der en ret voldsom dansescene med Annemette Svendsen og Ebbe Langberg. Scenen varer ikke mange minutter på filmen, men da den skulle optages kostede det flere timers slid og sved. Danselærer Per Gundmann hersede det meste af en nat med de to unge for at lære dem de vanskelige trin. På et vist tidspunkt fik Ebbe Langberg det så varmt at han smed sin jakke og lidt efter var man nået så vidt, at instruktøren Annelise Reenberg pludselig var klar over, at det simpelthen ikke kunne blive bedre. - "Vi skynder os at tage scenen" råbte hun. "Nu er det lige som det skal være". "Klar til optagelse - kamera". Instruktøren var vældig glad og tilfreds, indtil hendes script-girl spagfærdigt gjorde opmærksom på, at scenen ikke duede. Ebbe Langberg havde jo ikke sin jakke på.
|