Johannes Poulsen
Født: 17-11-1881 i København
Død: 14-10-1938 (56 år)
Gravsted: Klitterne ved Tranestederne, Hulsig strand, Skagen

Billede af Johannes Poulsen
Biografi
Johannes Poulsen, skuespiller, var søn af kgl. skuespiller og sceneinstruktør Christian Emil Poulsen (09-07-1842 - 08-06-1911) og hustru Anna Augusta Dorothea Winzentine Margrethe Næser (08-03-1849 - 17-12-1934). Han blev student i Birkerød i 1899 og cand.phil i 1900. Johannes Poulsen debuterede den 9. november 1901 på Dagmarteatret som Filippo i "Renaissance" sammen med sin storebror Adam Poulsen og var tilknyttet teatret indtil 1909, hvor han blev ansat på Det Kongelige Teater. Han gæstespillede på Den Nationale Scene i Norge i juni 1905 sammen med Adam Poulsen og Anna Larssen og deltog i årene 1905-06 i "De Otte´s turne i Skandinavien. I 1917 gæstede han Nationaltheatret i Norge først sammen med onklen Olaf Poulsen og siden alene. Johannes Poulsen var ansat ved Det Kongelige Teater frem til 1927, hvor han havde talrige roller bl.a. som Jacob Levin i "Indenfor murene", Prinsen af Danmark i "Der var engang", Pjerrot i det mimiske drama "Pjerettes slør" og narren i "Helligtrekongersaften". Tillige var han sceneinstruktør ved teatret fra 1917 til 1927 og blev som iscenesætter bl.a. kendt for sin opsætning af Oehlenschlägers "Aladdin" i 1919, som måtte spilles over to aftener. I april 1927 var han igen gæst på Den Nationale Scene i Norge, hvor han spillede hovedrollen i "Det gamle spil om Enhver". I årene 1928-30 gæsteoptrådte han i en række europæiske hovedstæder - og fra 1930 til sin død var han igen skuespiller og sceneinstruktør ved Det Kongelige Teater. Johannes Poulsen optrådte sidste gang som Christian den 4. i "Elverhøj" den 31. maj 1938. Han debuterede på film i 1910 hos Regia Kunstfilm sammen med sin bror og kom efter at have medvirket i fire film dér til Nordisk Film, hvor det bare blev til tre roller. Kort før sin død spillede han med i George Schnéevoigts tonefilm "Champagnegaloppen". Han medvirkede således i 7 stumfilm og en tonefilm. Han skrev bogen "Gennem de fagre riger" der udkom i 1916. Johannes Poulsen var gift tre gange. Den 27. februar 1908 blev han gift med en norsk verdensdame Ingeborg Maria Hauge (født 17-07-1880), der senere blev gift med grev Barrelet de Ricou i Paris. Ægteskabet blev opløst i 1913, og han giftede sig anden gang den 30. juni 1917 i Birkerød Præstegård med Sylvia Mizpah Pio (29-11-1878- 24-04-1932), der tidligere havde været gift med grev Eggert Christoffer Knuth. Ægteskabet blev opløst i 1922, hvorefter han tredje gang blev gift den 31. maj 1924 i Garnisons Kirke i København med solodanserinden og skuespillerinden Ulla Britta Iversen (02-05-1905 - 21-04-2001).


Har medvirket i følgende 1 film:
Champagnegaloppen (1938)Salomon Bierbaum - musiker

Har medvirket i følgende 7 stumfilm:
Et gensyn (1910) 
Elskovsleg (1910) 
Elskovsbarnet (1910) 
Djævlesonaten (1910) 
Balletdanserinden (1911) 
Dyrekøbt glimmer (1911) 
Indbruddet hos skuespillerinden (1911) 

Priser, legater m.m:
Teaterpokalen (1939)

Bøger om Johannes Poulsen:
Bogen om Johannes af Michael Neiiendam
Johannes Poulsen som iscenesætter af Kirsten Jacobsen