Troels Munk
Født: 25-7-1925 i Roskilde
Død: 29-8-2016 (91 år) Mindebog
Gravsted: Taarbæk Kirkegård

Billede af Troels Munk
Biografi
Troels Munk, skuespiller, var søn af malermester Johan Herman Munk og hustru Frida Hansine Adamsen. Efter at have tyvstartet på Studenterscenen blev han uddannet fra de frederiksbergske teatrets elevskole 1945-1947. Allerede året efter debuterede han som scenekunstner i Norge i forestillingen "Fransk uden tårer". Siden spillede han med i Kjeld Abells "Silkeborg". I årene 1950 til 1959 var Troels Munk knyttet til Aalborg Teater og spillede her i et stort repertoire, bl.a. havde han titelrollen som Hamlet med sin kone, skuespillerinden Jytte Enselmann som Ofelia. Endvidere spillede han bl.a. Nikolaj i "Nøddebo Præstegaard", Osvald i "Gengangere" og prinsen i "Der var engang". Sidst i 1950erne blev han knyttet til Aarhus Teater, hvor hans talent fik rigtig lov til at udfolde sig i forestillinger som "Zoo Story", "Tartuffe" og "Fødselsdagsselskabet". Desuden medvirkede han i lystspil og farceroller bl.a. i "En nat i Roskilde", "Striptease" og "Ærkeengle laver aldrig fiduser". Troels Munk hørte til de yngre skuespillere, der var med til at starte og holde liv i den lille scene Svalegangen i Aarhus. Senere kom han i 1967 igen til hovedstaden - først på Gladsaxe Teater og i 1971 blev Folketeatret hans foretrukne scene. På dette teater spillede han et vidtfavnende repertoire bl.a. i "Skatteøen", "Marie Grubbe", "Her bor de gale", "Historien om en soldat" og "To X Andersen". Troels Munk havde en enestående rekord i dansk teaterliv. Han var den eneste skuespiller, der spillede rollen som pastor Blicher i "Nøddebo Præstegaard" mere end 500 gange, heraf rigtig mange på Folketeatret. I 2001 spillede han rollen for sidste gang og året efter sagde han farvel til scenen med rollen som Mads Hjulmand. Troels Munk arbejdede også som instruktør og iscenesatte bl.a. "Jeppe her på Bjerget" (revy), "Sorgen og ingenting" på Svalegangen, "Landskab" på Aarhus Teater og "Stilhed" på Gladsaxe Teaters studio. Han blev den 4. juli 1949 gift i Frederiksberg Slots Kirke med skuespillerinden Jytte Enselmann.


Har medvirket i følgende 10 film:
Kampen mod uretten (1949)Lorentz på opdragelseshjem
Mød mig på Cassiopeia (1951)Mand i kontroltårnet
Bruden fra Dragstrup (1955)Radiotelegrafist
Min datter Nelly (1955)Jarl - en arrogant ung mand
Spion 503 (1958)Bent
Nitten røde roser (1974)Henri Durant
Isfugle (1983)Johns mester
Suzanne og Leonard (1984)Vagn
Tro, håb og kærlighed (1984)Kirstens far
Pelle Erobreren (1987)Læge

Har medvirket i følgende 6 TV-serier:
Smuglerne (1970) 5 Svendsen - Advokat
Matador (1978-1982) 13 Fabrikant Jeppe
Krigsdøtre (1981) 5
Udvikling (1982-1983)Carl Kramhøj, revisor
Opfinderkontoret (1982) 4
Bryggeren (1996-1997) 3 Kong Chr d. VIII