Mikkel Nordsø
Født: 29-10-1955 (69 år) i København

Biografi
Mikkel Nordsø, guitarist og komponist, der voksede op i et kreativt hjem som søn af billedkunstnerne Jens Nordsø og Karen Nordsø Lundberg, begyndte allerede som 11-årig at spille guitar i Frederiksberg Bluesorkester. Sammen med broderen Klavs Nordsø spillede han som 13-årig citar i en indisk-inspireret duo. Han blev opdaget af Palle Mikkelborg på musikstævnet på Vallekilde Højskole og kom hurtigt i kontakt med senere kendte navne som Kasper Winding og Ben Besiakow, som han siden har spillet med i utallige sammenhænge. Han spillede med Radiojazzgruppen 1970-71 og fik så mange spillejobs at han måtte forlade Bernadotteskolen i 9. klasse. I 1972 pladedebuterede han med Soul Service og Røde Klaus på ep'en "Superfællesmarkedet". Gennem 1970erne spillede han med Kenn Lending, Tordenskjolds Soldater, Thomas Clausens Kvartet og ikke mindst i årene 1973-80 med Buki Yamaz. Den første halvdel af 1980erne delte han mellem den jazzorienterede gruppe Anima og rockgruppen Sneakers. I 1984 startede han sit eget Mikkel Nordsø Band som et rent improvisationsorkester og bandet har siden spillet og udviklet sig sammen. De har udsendt flere albums, hvoraf debut ep'en "Fifth Dimension" solgte ca. 7.000 eksemplarer. Mikkel Nordsø har endvidere medvirket som gæstemusiker på seks albums med Moonjam og har spillet - og indspillet med et stort antal danske musikere og grupper, deriblandt Hanne Boel, Aske Bentzon, Povl Dissing, Søs Fenger, Cæcilie Nordby, Pia Raug og Nikolaj Steen. Han har desuden komponeret og arrangeret for bigbands, ligesom han har komponeret filmmusik. Mikkel Nordsø modtog i 1993 DJBFA's hæderspris og har gennem flere år modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond.


Har medvirket i følgende 1 film:
Flamberede hjerter (1986)Guitarist i Finn's Band

Har arbejdet med følgende 1 film:
Flamberede hjerter (1986)Musiker