Søs Fenger
Født: 2-12-1961 (62 år) i Kgs. Lyngby

Biografi
Søs Charlotte Christiane Fenger, sanger, komponist og tekstforfatter, er datter af civilingeniør, pianist Bengt Otto Christian Rasmus Krag Fenger (17-12-1915 - 05-12-1966) og forretningsfører Tulle Margrethe Fenger, født Dejgaard (12-02-1932 - 2022). Hun kom i 1980 med i Nannas orkester Sweet Intentions. Hun arbejdede som bartender og var 1981-83 korsanger i Elmer. I 1981 tog hun HF i engelsk og psykologi og var året efter på to måneders studieophold i USA. Hun fik sit gennembrud da hun i maj 1983 afløste Gitte Naur i gruppen News og har siden været en af de største og mest anerkendte danske sangerinder. Søs Fenger optrådte i Melodi Grand Prix 1984 som fake-saxofonist og arbejdede i perioder som tankpasser, ekspeditrice og pølsemand. Fra 1985 optrådte hun også med sin bror Lars Fengers "Love Construction". I 1987 forlod hun overraskende News for at rejse med Moonjam gennem USA som del af Next Stop Nevada-projektet mod atomprøvesprængningerne i Nevada-ørkenen og hun udgav samme år en støttesingle med sommerhittet "Ticket To Peace". I 1988 var hun med på Love Constructions LP "Caught In The Act", men stoppede efter sommerturnéen for at koncentrere sig om sin første solo-lp. Herefter var der relativt stille omkring Søs Fenger. Hendes album "Vinterdage" blev en stor succes, og den jazzede titelsang som hun sang i duet med Peter A.G. blev et hit. Hun havde selv skrevet "Hvis du vil ha mig" og tekst til tre af de 12 numre. Albummet solgte 70.000 eksemplarer inden året var omme og senere i alt mere end 150.000. Efter ikke at have optrådt live i 17 måneder drog Søs Fenger derefter på turné med sit nye band. Efter sommerturnéen i 1991 flyttede Søs Fenger til Stockholm sammen med guitaristen Henrik Janson og var væk fra den danske scene i hele det år. I begyndelsen af 1992 udgav hun sin Billie Holiday-cd, der blev positivt modtaget og i efteråret, hvor pladen havde solgt 40.000 eksemplarer, turnerede hun i Sverige og Danmark med et jazz-repertoire. I april 1994 udgav hun "Et kys herfra", som var indspillet i Stockholm med svenske musikere. I 1994 turnerede hun i Europa med repertoiret fra On Holiday og flyttede på grund af skilsmisse hjem til Danmark, hvor hun dannede et nyt band, der havde premiere i Herning den 6. oktober 1994. I 1996 udgav hun den rockede cd "Camouflage", hvor hun selv spillede solo-guitar på sin egen og Nikolaj Steens "Bliv Min" og blandt numrene var titelnummeret fra Erik Clausens film "En loppe kan også gø". Fra juni turnerede Søs Fenger med et akustisk repertoire af nye og gamle sange. På albummet "Søs" fra 2000 hittede hun med sangen "Koldt Udenfor" og i 2002 udgav hun cd'en "Beverly Way", der blev et radiohit. En stor del af hendes karriere har været viet musik til fordel for "den gode sag" og hun har bl.a. arbejdet til fordel for Børnecancerfonden, Muskelsvindfonden og især AIDS-Fondet. Sideløbende med sin solokarriere har Søs Fenger som korsanger indspillet med en lang række navne. I foråret 1988 medvirkede Søs Fenger som scenograf og "engel" i rock-musicalen "Den røde linie" på Bellevue Teatret og i april 1990 spillede hun og Michael Falch gøglere i musicalen "Woyzeck" på Bellevue Teatret. I februar 1993 var hun med i musicalen "Godspell" og i 1995 spillede hun teater sammen med Povl Dissing og Jazzgruppe 90. I Wikke & Rasmussen-filmen "Russian Pizza Blues" sang hun duet med den norske Jørn Hoel. Søs Fenger sang Elisabeths titelmelodi på lydsporet til Regnar Grastens gyserfilm "Sidste time" fra 1995. I 1999 sang hun titelsangen til den danske familiefilm "Falkehjerte" og året efter sang hun "Verden Er Blå" i tegnefilmen "Hjælp Jeg Er En Fisk". Samme år medvirkede hun på lydsporet til Susanne Bier-filmen "Hånden På Hjertet" med sangen "It's a girlthing". På soundtracket til filmen "En Kort En Lang" sang hun sin egen "A to B". Hun har arbejdet som vært i tv-ungdomsprogrammet "Lex Carter's fantastiske verden" på den københavnske Kanal 2. I 2000 medvirkede hun i TV2 Zulu-serien "Eventyrerne". Desuden var hun i 2001 en af de gennemgående figurer i en tv-reklamekampagne for ejendomsmæglerkæden Home. Søs Fenger har modtaget dagbladet B.T.s læseres pris som "Årets Sangerinde" og fik i februar 1991 en Grammy som "Årets Rocksangerinde". Hun giftede sig i 1985 med sangeren og musikeren Thomas Helmig under massiv mediebevågenhed, men de skiltes i sommeren 1989. Siden var hun samboende med den svenske guitarist Henrik Janson og dannede i tre år par med barindehaver Thomas Vibe Hansen.


Har medvirket i følgende 6 film:
Russian Pizza Blues (1992)Sanger
Sidste time (1995)Sanger
En loppe kan også gø (1996)Sanger
Falkehjerte (1999)Sanger
Hånden på hjertet (2000)Sanger
En kort, en lang (2001)Sanger

Har medvirket i følgende 2 julekalendere:
Jesus & Josefine (2003,2009,2021)Sanger
Ludvig og julemanden (2011,2016)Sanger

Har lagt stemme til følgende 2 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Hjælp! jeg er en fisk (2000)Sanger
Bolt (2008)Sanger

Har arbejdet med følgende 2 film:
En kort, en lang (2001)Sangtekster, Musik
Nynne (2005)Sangtekster