Svend Pedersen
Født: 9-2-1913 i København
Død: 9-5-1967 (54 år)
Gravsted: Mariebjerg Kirkegård - Gentofte (fællesgrav)

Billede af Svend Pedersen
Biografi
Svend Ludvig Pedersen, programchef, der var søn af grosserer Kristian Theodor Pedersen (1882-1948) og Laura Herdies Theodora Therkelsen, blev student i 1931 fra Johannesskolen. Han fik en forretningsuddannelse i et eksportfirma inden han i 1933 blev ansat som kontorist ved statsradiofoniens foredragsafdeling. Det varede dog ikke længe før han aktivt tog del i programvirksomheden som medarbejder i børneudsendelser. I 1938 fik han titel som programassistent og siden blev han i 1946 programsekretær i reportageafdelingen. I 1940erne var han nok den mest populære radiostemme og folkekære radiomedarbejder - slagfærdig, elskværdig og hyggelig. Han havde en oplagt evne til at komme i kontakt med mennesker han interviewede i udsendelser som f.eks. "Den nysgerrige mikrofon". Det var derfor naturligt at han mere og mere samlede sig om de specielt underholdende udsendelser, hvor især "Weekend-hytten" med Svend Pedersen som programleder og konferencier blev en af de mest aflyttede udsendelser. I 1949 blev han souschef i underholdningsafdelingen og i 1951 chef for underholdningsafdelingen og fik dermed ansvaret for al underholdning såvel i radioen som i det hastigt ekspanderende fjernsyn. Selv om han var chef forblev han at være en fortsat aktiv og populær programmedarbejder, f.eks. med udsendelsen "Prøv lykken" i radioen og ikke mindst på tv i årene 1957-1959 med quiz-udsendelserne "Kvit eller dobbelt", som lagde gaderne øde. Quiz-udsendelserne blev tilrettelagt sammen med Poul Overgaard Nielsen (14-12-1911 - 21-11-1988). Blandt underholdningsafdelingens faste udsendelser var f.eks. "Gøglervognen" og "TV i Tivoli". Fra 1964-1966 var han den første chef for TVs underholdningsafdeling, men måtte på grund af sygdom trække sig tilbage. En kort tid var han "menig" programsekretær og blev i 1967 i stedet konsulent for TV underholdningen. Han døde få måneder efter i sit hus "Fredly" i fiskerlejet Ommel på Ærø, hvor han havde planlagt at skulle tilbringe sin tilværelse som pensionist. Den folkekære Svend Pedersen var stået tidligt op for at skrabe maling af sine vinduer med senere nymaling for øje, da han ved 9-tiden sank om ramt af en hjertelammelse. Svend Pedersen blev den 22. juni 1941 gift i Christiansborg Slotskirke med Karen Annie Falster (f. 12-03-1920) og siden med Annelise Pedersen.


Har medvirket i følgende 2 film:
Rekrut 67 Petersen (1952)Programleder
Far til fire og ulveungerne (1958)Sig selv, quizvært