BiografiUlf Holgersøn Stenbjørn voksede op på herregården Ruggaard ved Odense som søn af godsejer, ingeniør Holger Stenbjørn og hustru Hedevig Anna Mathilde født Baronesse von Schilling af Ruggaard. Han blev oprindelig uddannet som arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole. Han var elev af
Asmund Rostrup og debuterede 17. december 1946 i Høng som Frederik i en turnerende udgave af "Nøddebo Præstegård" (
Harald Stabehls Turné). Efter en periode på Nygade Teatret, blev han i 1951 engageret ved Aarhus Teater, hvor han virkede som skuespiller og iscenesætter frem til 1999. Eneste undtagelse var to sæsoner i Odense 1964-66 samt nogle år midt i 1980'erne, hvor han var med i
Susse Wold og
Bent Mejding's turnéforestilling "Privatliv" og var på gæsteoptræden på ABC Teatret. Som skuespiller udførte han krævende roller f.eks. i "Dansen under Stjernerne", "Vildanden", "Vi venter på Godot", "Den Gale fra Chaillot", "Mørket er lyst nok", "Volpone", "Richard III", "Spillemand på en tagryg", "Rocky Horror Show", "Me and My Girl", "Kameliadamen" foruden en lang række Holberg- og Shakespeareforestillinger. Som iscenesætter viste Ulf Stenbjørn at han mestrede det brede perspektiv. Men det var som leder af Holberg-spillene i Den Gamle By gennem en årrække, at han demonstrerede, at han var specialist i Holberg, som han også satte op i Bergen, Bukarest og på TV. Han havde tv-roller som Waterstone i "Winslow-affæren", Herredsfogden i "Hustruen" og medvirkede i "Den jødiske hustru", "Rullegardinet" og "Gabriel". I en høj alder var Ulf Stenbjørn stadig aktiv og medvirkede sidste gang i 2004 i Aarhus Sommeropera i operaen "Tugt og utugt i Mellemtiden".