Thit Jensen
Født: 19-1-1876 i Farsø sogn, Himmerland
Død: 14-5-1957 (81 år)
Gravsted: Farsø Gamle Kirkegård, Himmerland

Billede af Thit Jensen
Biografi
Thit Jensen (Maria Kirstine Dorothea Jensen) var datter af distriktsdyrlæge Hans Jensen (1848-1923) og hustru Marie Kirstine Jensen (1849-1926). Hun startede i 1909 sin landsomfattende foredragsvirksomhed med foredraget "Moral" efterfulgt af emner som idealet af en mand, kvindens program, raceforbedring, børnebegræsning og frivilligt moderskab. Hun tog del i kvindesagsarbejdet og stiftede Husmoderforeningen i 1917. Hun debuterede som forfatterinde i 1903 med "To søstre". Siden skrev hun en række romaner bl.a. "Familjen Storm" (1904), "Martyrium" (1905), "Ørkenvandring" (1907), "Jorden" (1915), "Gerd" (1918), "Kongen fra Sande" (1919), "Den erotiske hamster" (1919), og "Aphrodite fra Fuur" (1925). Efter 1925 skrev hun udelukkende historiske romaner, f.eks. "Af blod er du kommet" (1928), "Jørgen Lykke" (1931) og "Stygge Krumpen" (1936). Hun realiserede 1940-53 sin drøm om en historisk fremstilling med serien om "Valdemar Atterdag", som var en mammutpræstation især i sidetal. I 1950 udkom hendes erindringsbog "Hvorfra? Hvorhen?". Thit Jensen medvirkede i to film med titlen Thit Jensen i 1936 og i 1953. Thit Jensen arbejdede fra 1915 for forfatternes retlige stilling som bestyrelsesmedlem af Dansk Forfatterforening, hvor hun var næstformand i tre år, formand i et år og blev æresmedlem i 1940. Hun var desuden formand for Danske Dramatikeres Forbund 1943-44 og stifter af Foreningen for sexuel oplysning. Thit Jensen fik i 1949 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld og blev ridder af Dannebrogordenen i 1954. Desuden modtog hun det Anckerske legat i 1931, Tagea Brandts rejselegat 1935, Holberg-medaljen 1940 og Henrik Pontoppidan-legatet 1952. Hun blev den 4. oktober 1912 gift i København med den 11 år yngre maler Gustav Jéhan Fenger (20-01-1887 - 13-06-1958). Ægteskabet blev opløst i 1918. Hun var søster til forfatteren Johannes V. Jensen.


Har arbejdet med følgende 1 film:
Det brændende spørgsmaal (1943)Manuskript, Efter skuespil af

Bøger om Thit Jensen:
Bogen om Thit Jensen af Thit Jensen
Hvorfra - hvorhen af Thit Jensen