Else Schiwe
Født: 19-9-1895 i København
Død: 13-11-1989
Gravsted: Madresfield Court, Malvern, Worcestershire

Biografi
Else Schiwe var datter af skuespiller, redaktør Viggo Schiwe (08-01-1866 - 10-03-1914) og skuespillerinden Johanne Birkerod-Schiwe (16-01-1863 - 03-07-1949). Hun var i sine unge dage dansepartner med den navnkundige koreograf Holger Bjerre og havde under navnet "The two Hatwanys" engagamenter i Dovrehallen i Oslo, varieté Hjorten i Trondhjem, den førende varieté i Budapest, Liebich Varieté i Breslau, Lindenkabaret i Berlin og "Eldorado" i Prag. Hun blev første gang gift den 17. juli 1917 med en af Københavns store bygge-matadorer, den velhavende direktør, cand. jur. Peter Christian Blicher Dornonville de la Cour (29-03-1871 - 05-06-1924), der bl.a. også var ejer af Klampenborg Badehotel, som nedbrændte. Peter la Cour byggede flere store ejendomme på Amager og efter hans død byggede hans firma bl.a. Blidahpark i Hellerup. Else la Cour bosatte sig sammen med sin datter Agnete i Paris, hvor hun bevægede sig i det fashionable internationale society. Sammen med en veninde deltog hun i oktober 1934 i et week-end ophold på Madresfield Court i England, hvor hun mødte the Viscount Elmley - der var Jarlen af Beauchamps ældste søn og arving. Efter sin fars død arvede han titel og navn, som derefter var the 8th Earl Beauchamp (03-07-1903 - 03-01-1979). Parret blev betaget af hinanden og deres romance udviklede sig hurtigt derefter. De blev gift den 16. juni 1936 ved et storslået society-bryllup i den mondæne kirke St Clement Danes i London. Blandt gæsterne ved brylluppet var mange aristokrater, ministre og kendte folk indenfor engelsk politik og engelsk society. Brylluppet blev omtalt i The Times, som også havde et stort billede af brudeparret udenfor kirken. Else Schiwe levede herefter som grevinde Lady Beauchamp til Madresfield Court på eet af de største godser i England - og blev een af de fornemste damer i England. Ingen anden dansk borgerlig født kvinde i Danmark har markeret sig så stærkt i England som hende. Hun bevægede sig scenevant i det britiske aristokrati og var en yderst intelligent kvinde med både charme og vitalitet samt en fremragende organisator. Hun var den første kvinde som blev bedt om at være præsident for det adstadige og lidt selvhøjtidelige Anglo-Danish Society og i 16 år mødte folk op blot for at opleve hende præsidere omgivet af kongelige gæster og dækket med kaskader af Beauchamp-familiens juveler. Men Lady Beauchamp var meget mere end en rig overklassekvinde. I mange år deltog hun selv i den daglige ledelse af det enorme familiegods og hun gjorde under krigen et væsentligt, frivilligt hjælpearbejde. Else Schiwe medvirkede i stumfilmene: "Enhver" i 1915 og "En skilsmisse" i 1916. Hun døde på Madresfield Court 94 år gammel og blev begravet i slotshaven på Madresfiels Court i grevskabet Worcestershire ved siden af sin mand, the 8th Earl Beauchamp.


Har medvirket i følgende 2 stumfilm:
Enhver (1915) 
En Skilsmisse (1916)