Pernille Schrøder
Født: 3-4-1964 (60 år)
Biografi
Pernille Schrøder, skuespiller, voksede op i Helsinge i Nordsjælland, hvor hun i fem år var sprechstallmeister i det lokale Cirkus Kanutski. Hun er selvlært som skuespiller og indledte sin underholdningsmæssige karriere i 1980erne med at synge i forskellige orkestre. I 1998 fik hun sin teaterdebut som Marianne i lystspillet "Rigtige piger ta'r penge for det" på Nørrebros Teater. Året efter havde hun rollen som Ida i farcen “Gud, hvor de løber” på Privatteatret. Siden har hun spillet på en række københavnske scener – ofte i komedier og musikalske opsætninger. Hun har bl.a. medvirket i forestillinger som “Cats” i 2003 på Det Ny Teater og i musicals som “Chicago”, “Showboat”, “Mød mig på Cassiopeia” - og ikke mindst “Mama Mia”, hvor hun var en af de bærende kræfter og høstede stor succes. Desuden har hun medvirket i cabaret-forestillinger på Café Teatret og Café Liva, bl.a. soloforestillingen "Single" i 1998. Gennem flere årtier har hun medvirket i en lang række af landets revyer, bl.a. i Brændegårdshaven ved Svaneke, Sandkroens Sommerrevy i Asserbo, Græsted Revyen og Rottefælden i Svendborg. I ikke mindre end syv år var hun med i Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken og siden har hun i en årrække spillet revy i Nykøbing F.-Revyen. Hun har derudover medvirket i kabareter, været fast tilknyttet trioen Jazzpanorama og optrådt som sangerinde i danseorkestret Schrøders Showtime Band. Sammen med kapelmester Mickey Pless er hun fra sæsonen 2019 direktør for Nykøbing F.-Revyen. På film har Pernille Schrøder bl.a. spillet Puk i “Askepop – the movie” og på TV bl.a. medvirket i komedieserien “Kaos i opgangen” og tv-serien “Taxa”. Hun blev kåret som “Årets Revykunstner” både i 1998 og i 2016.
Priser, legater m.m:
Revyernes Revy - Årets Dirch - Årets Revykunstner (1998) |
Revyernes Revy - Årets Dirch - Årets Revykunstner (2016) |