BiografiPedro Biker (Max Petersen de Andrade Corvo Barroso Judice), musiker, sanger og tv-vært, var søn af en portugisisk advokat, der sammen med familien slog sig ned i Gentofte. Han gik på Gammel Hellerup Gymnasium og læste anatomi og biokemi under en række studieår i Århus. Han var elev af bl.a. Børge Ritz Andersen, Bent Froda,
Henning Elbirk og Maria Springer. Pedro Biker var med i Peter Schiølers amatørsekstet i 1942 og spillede 1942-43 med
Svend Asmussen. Under krigen blev han introduceret til det nordsjællandske jazz-miljø og i 1943 kom han med som trommeslager i
Bent Fabricius-Bjerres orkester og senere som jazz-sanger i
Ib Glindemanns orkester. I årene 1945-47 spillede han sammen med Kjeld Bonfils og Åke Hasselgård og svenske orkestre (Simon Brehm, Arne Domnerus og Charles Norman). Efter 1950 optrådte han lejlighedsvis som trommeslager og sanger. Han var med
Ib Glindemann 1956-57 og lejlighedsvis med Stan Getz og Oscar Pettiford i Jazzhus Montmartre 1959-60. Som sanger i
Ib Glindemanns orkester kom han i slutningen af 1950erne til reklameradioen Mercur, hvor han med stor popularitet lagde stemme til Mercur-jinglen og senere blev programmedarbejder bl.a. med udsendelsen "Teenagetimen ved Pedro Biker". Efter Radio Mercurs lukning blev han ansat som programmedarbejder ved Danmarks Radio og blev fra sommeren 1967 en af Danmarks mest populære oplæsere på TV-avisen. I 1961 deltog han ved det danske Melodi Grand Prix med sangen "Min guitar og jeg". Endvidere indsang han bl.a. "Hej Lili, Hej Lili, Hej Lo" og i 1970 fik han stor succes som popsanger med "Regndråber drypper i mit hår", men opgav sangkarrieren i 1971. Pedro Biker blev gift den 10. februar 1968 med Hanne Weirup.