Nicolai Brechling
Født: 13-4-1883 i Brændekilde, Bellinge sogn v/ Odense
Død: 31-3-1935 (51 år)
Gravsted: Frederiksberg Kirkegård - Kbh

Biografi
Hans Kristian Nicolaj Brechling var søn af gårdejer Otto Madsen Brechling og hustru Maren, født Larsen. Han havde handelsuddannelse og et Askov-ophold bag sig, da han blev elev hos P.A. Rosenberg og debuterede 1902 i Horsens hos Povl Friis som Peter Ravn i "En Spurv i Tranedans". Fra 1903 rejste han 5 år i provinsen og tilhørte bl.a. Jens Walthers Odense-personale indtil han i 1907 blev hentet til Dagmarteatret. Herfra gik vejen i 1910 til Det kongelige Teater, som han tilhørte i 3 år. Men de opgaver man bød ham her tilfredsstillede ham ikke. Han søgte et mere omfattende repertoire først ved Casino et år, så ved Det ny Teater i 3 år og atter igen ved Casino i 12 år, hvor han tillige var sceneleder i direktørens fravær. Desuden medvirkede han i Tivoli Revyen og drev i 1914 sommerteatret i Nykøbing F. med gode kræfter som Alfred Bagger, Minka Hørsted, Fernanda Rauch Movin og Olaf Petersen. I januar 1933 fik han en årsbevilling til at spille i provinsen. Men hans funktionstid som provinsteaterdirektør blev kort. Han spillede bl.a. "Genboerne" med sig selv som en særpræget von Buddinge-skikkelse, men det var krisetid og efter "Bag de røde porte" og "Høsten" gav han op. I stedet blev han i 1934 biografdirektør for Park-Teatret på Østerbro. Han filmdebuterede på Nordisk Film i 1910 og medvirkede i årene 1911-12 i et mindre antal film der. Derudover blev det til et par enkelte roller hos andre selskaber. Nicolaj Brechling blev den 17. maj 1910 viet i Helligaands Kirke i København til skuespillerinden Vera Kathrine Brechling, født Mortensen.


Har medvirket i følgende 3 revyer:
Dagmar Revyen 1928
Nørrebros Teater 1932
Tivoli 1917

Har medvirket i følgende 17 stumfilm:
Spøgelset i gravkælderen (1910) 
Elskovsbarnet (1910) 
Anna fra Æbeltoft (1911) 
Den undvegne (1911) 
Mormonens offer (1911) 
Stævnemødet i Frederiksberg Have (1911) 
Spåkonens datter (1911) 
Eventyr på fodrejsen (1911) 
For åbent tæppe (1911) 
Nøddebo Præstegaard (1911) 
Et trekløver (1911) 
Damernes Blad (1912) 
Forstærkningsmanden (1912) 
Dødsdrømmen (1912) 
Tigerkomtessen (1913) 
Hans rigtige Kone (1917) 
Filmens Helte (1928) 

Har arbejdet med følgende 2 revyer:
Nykøbing F. Revyen (1914)Direktion
Haussen og Baissen (1917)Instruktion