BiografiMartin Hansen, skuespiller, var søn af læge Peder Hansen (død 1945) og hustru Kirstine Hansen (død 1933). Han rejste i 1919 til København, hvor han både kom i sølvsmedelære hos sølvsmeden Just Andersen og på Teknisk Skole. Han ville være kunstmaler og billedhugger og blev optaget som elev på Kunstakademiets Billedhuggerskole 1922-1924. Han blev student i 1926 og cand.phil i 1927 og blev elev på Det Ny Teater (Skolescenen) 1926-1927. Han gennemgik siden Det Kongelige Teaters elevskole 1927-1929 og debuterede som Axel i "Axel og Valborg" på Det Kgl. Teater 14. november 1929. Det var en betydningsfuld debut, der straks markerede hans løbebane som tolker af vore store klassikere. Han var tilknyttet Det Kgl. Teater de næste 50 år både som skuespiller og fra 1950 også som lærer ved elevskolen. Han spillede mange Shakespeare- og Oenhlenschläger-roller men havde også roller fx. i "Jeanne d'Arc på bålet", "Fluerne" og "Kasse-Mao-Kasse". Guldhornene blev hans berømte recitationsnummer. I det moderne repertoire gjorde han det smukt i forestillinger af Sartre og Albee. Desuden havde Martin Hansen også mange TV-roller bl.a. som Hugo Levin i "Indenfor Murene". Han har også spillet på Skolescenen og Friluftsteatret samt haft oplæsningsaftener. Martin Hansen var på studierejser til Paris, London, Berlin og Wien. I de senere år arbejdede han professionelt som maler og blev kendt for sine portrætter. I 1968 udstillede han på Kunstnernes Efterårsudstilling under kunstnernavnet Hans Mathias Hansen. Han underviste på Københavns Universitet i oplæsning på danskstudiet, indtil disciplinen blev afskaffet omkring 1970. Hans diktion var forbilledlig og han lærte Prins Henrik at tale dansk. Martin Hansen modtog bl.a. Julius Petersens Legat, Emma Bærentzens Legat og Strandes og Kirstein-Rotheske's Legat. Han var bestyrelsesmedlem i Det kgl. Skuespilpersonalets private Fond, i Skuespillerforeningen af 1879 og i
Olaf Poulsens Mindefond.