BiografiEllen Tyron-Priisholm optrådte allerede som 20-årig under navnet Ellen Fjeldsted i revy, bl.a. på det gamle Vennelyst-teater i Århus og hun udviklede sig til en habil skuespillerinde på dette felt. I 1913 var hun med i Kolding Sommerrevy bl.a. sammen med Jenni Rosenholdt, Carla Marius og Iris Adler. Samme efterår kom hun til Vinterpaladset i København, hvor hun gjorde stor lykke i en munter terzet sammen med Tilde og
Carl Brisson. I en lang årrække herefter var hun en populær revyprimadonna ved en mængde af provinsens revyteatre, bl.a. Vennelyst og Kasino i Aarhus og senere Apollo på Beyers hotel og Frederikstorvs varieté i Aalborg og på Folketeatret i Randers. På talrige af provinsens sommerteatre fejrede Ellen Tyron Priisholm også triumfer som humørfyldt visesangerinde bl.a. i Rottefælden i Svendborg, på sommerteatrene i Horsens og Kolding og i mange andre byer. I Aarhus var hun kolosalt populær på det gamle revyteater Vennelyst, hvor hun var i fire på hinanden følgende sæsoner. Hun sang i Vennelyst-revyen bl.a. "Fru maasækker Nikkelajsen" og "Krisjan og Lino - hist fra Torino" i duet med
Carl Fischer. I 1938 var hun primadonna i Thisted Revyen og i 1940erne medvirkede hun i revyer i Rottefælden i Svendborg, bl.a. revyen "Hvem-hvad-hvor" i 1943. Ellen Tyron Priisholm rejste i vintersæsonerne på turne med de fleste af provinsens teaterdirektører, bl.a.
Svend Wedel,
Ove Bassøe,
Carla Müller, Gunnar Helsengren og
Peter Kjær. Ellen Tyron-Priisholm blev den 7. januar 1916 gift med skuespilleren, danseren og komikeren
Bruno Tyron og var senere gift med skuespilleren Kaj Aage Priisholm (28-08-1897 - 14-12-1936)