BiografiCarl Brisson (Carl Frederik Ejnar Pedersen), skuespiller, var søn af arbejdsmand Carl Pedersen (død 1931) og hustru Kirsten Madsdatter (død 1925). Han startede sin karriere som mælkedreng i København og var bryggeriarbejder og professionel bokser (welter-weight) inden han blev danser og skuespiller med sin første optræden på forlystelsesstedet Sommerlyst på Frederiksberg i 1916. Han fejrede som danser sine første triumfer i Vinterpaladset i Tivoli, hvor han i den revy-agtige kabaretforestilling "København i lygteskær" dansede en forrygende Apachedans, der blev springbrættet til en eventyrlig international karriere som omrejsende cabaret- og operettekunstner med optrædender i bl.a. Stockholm og London. I 1917 kom han til Stockholm, hvor han samme år medvirkede i Ernst Rolfs Fenixcabaret og optrådte som varietédanser og sanger i Ernst Rolfs "Mosebacke-revyer 1918-1921. I 1919 tog han til London, hvor han besejrede byen som skuespiller ved Dalys Theatre og i 1920-21 turnerede han i Sydafrika. Han opnåede som sanger en enorm popularitet og blev i 1923 en fejret operettesanger med stor succes som grev Danilo i "Den glade enke", der blev spillet 780 gange. En rolle han også mange år senere gav i 1951 ved opførelsen i Philharmonic Auditorium i Los Angeles. Han var direktør for eget teater i London 1926-1933. I 1917 debuterede han på film hos Nordisk Film under navnet Carl Villard i stumfilmen "De mystiske Fodspor" som blev hans eneste danske film. I Sverige medvirkede han i 1929 i filmen "Hjärtats triumf". I England havde han hovedroller i 2 af Alfred Hitchcocks tidlige film "The Ring" (1927) og "The Manxman" (1929). Carl Brisson flyttede derefter til Hollywood, hvor han havde tre hovedroller på film, bl.a. "All the King's Horses (1935) hvor han lancerede sangen "A Little White Gardenia", der blev hans kendingsmelodi i karrierens videre forløb som optrædende entertainer i de førende amerikanske natklubber. Med denne og med "Cocktails for two" var Brisson det store navn hos det kvindelige publikum i staterne. Fra 1934-1940 var han filmskuespiller hos Paramount i Hollywood og i 1940 etablerede han eget filmselskab Carl Brisson Production i London. Blandt de udenlandske tonefilm er "Den dansk-amerikanske fange", "Sensationernes revy", "En sømand går i land" og "To hjerter i valsetakt". Carl Brisson medvirkede også i den svenske film "Hjärtats Triumf" fra 1929. Fra 1942 optrådte han med One-man-show på hoteller og i klubber i USA. Efter krigen opholdt Carl Brisson sig hver sommer i Danmark og optrådte med sit One-man-show ved en række koncerter og kabaretoptræden, bl.a. i 1949 og 1952. Han gæsteoptrådte desuden i Sverige og London samt i Café de Paris i 1955. Fra 1955 havde han sit faste TV-show i New York. Han var æresborger i Washington D.C. i Hartford, Connecticut og i Minneapolis, Minnesota. Carl Brisson udgav sine erindringer i 1928. Han indspillede over hundrede grammofonplader både herhjemme og i udlandet. Under sit ophold i Danmark i 1949 indspillede han en lille reklamefilm for mælk "En Stjerne gaar Mælkevejen", hvor han sang "Vi Mælkedrenge" og sin pris til København i "Visen om København". Ved Nationaltidendes Julekoncert, som blev transmitteret i radioen ved juletid 1949, sang Carl Brisson "Bring julen til et barn, du ikke kender" til
Sven Gyldmark's smukke melodi. Carl Brisson var indkvarteret på Hotel d'Angelterre og blev indlagt tre måneder før sin død efter at være blevet syg af gulsot under et ophold på Jamaica. Sønnen Fred Brisson kom få dage før sin fars død flyvende fra New York for at være hos sin far de sidste dage. Carl Brisson blev den 24. oktober 1915 gift med skuespillerinden og kabaretsangerinden Cleo Willard Brisson (13-09-1894 - 28-11-1975) (egentlig Maria Laurenze Jørgensen). Hun havde ophold i København under hele sin mands sygdom. Sønnen Frederick Brisson (oprindelig døbt Ejner Petersen) (17-03-1913 - 1984) var i USA kendt bl.a. som manden bag successen "The Pajama Game" fra 1954 og som producer på en række film og teaterforestillinger. Frederick Brisson var i 35 år fra 1941 til 1976 gift med den amerikanske skuespillerinde Rosalind Russell.