Ellen Price
Født: 21-6-1878 i Snekkersten, Tikøb sogn
Død: 4-3-1968 (89 år)
Gravsted: Gudhjem ældre Kirkegård

Billede af Ellen Price
Biografi
Ellen Juliette Collin Price var datter af skuespiller ved Det kgl. Teater Andreas Nicolai Carl Price (06-06-1839 - 22-04-1909) og hustru Helga Collin (15-01-1841 - 11-01-1918). Som barn af den berømmelige Price-familie, der indvandrede i 1700-tallet fra England, kom hun allerede som 8-årig til scenen. Hun var elev af Waldemar Price og Hans Beck på Det kgl. Teaters balletskole og debuterede 28. januar 1895 i en Pas de trois i "La Ventana". Ellen Price var solodanserinde 1903-1913 og gæstede Fahlstrøms Teater 20. maj 1910 i en balletafdeling. Hun vandt et smukt navn i ballettens historie især for sin udførelse af partier som Sylfiden og sin fortryllende dans og poetiske fremtoning i Fini Henriques (20-10-1867 - 27-10-1940) og Hans Becks ballet "Den lille Havfrue". Hendes popularitet var så stor, at hendes præstation som Den lille Havfrue gav inspirationen til udførelsen af bronzestatuen ved Langelinie, der afsløredes i 1913. Efter en lang årrække som primaballerina på Det Kongelige Teater forsøgte hun at skabe sig en karriere som skuespillerinde. Hun var i årene 1913 - 1915 skuespillerinde ved Århus Teater, hvor hun bl.a. spillede Hedvig i "Vildanden". Overgangen fra balletten til skuespillet lykkedes dog ikke for hende og i 1915 forlod hun teatret for at danne sit eget skuespillerselskab. I 1923 åbnede hun en danseskole på Vodroffsvej i København. Hun var senere bevillingshaver til Standard biografen på Falkoner Allè på Frederiksberg. I en kortvarig periode fik Ellen Price i forening med Nordisk Film bevillingen til Kinopalæet, men da formalia ikke var i orden for Nordisk Film, blev bevillingen i stedet givet til 2 andre. Ved 100-årsdagen for balletmester Hans Becks fødsel i 1961 dansedes uddrag af "Den lille Havfrue" på Tivolis Pantomimeteater. Sammen med den dengang 72-årige Grethe Hasselbalch blev Ellen Price en garanti for ægtheden i gensynet med det gamle værk. Ellen Price var gift tre gange, den 3. juni 1902 i København med cand.phil, assistent ved civillisten Jean Louis Eugéne Etienne Xavier de Plane (27-05-1880 - 25-08-1945) - ægteskabet opløst 1911 , derefter 5. august 1919 i Østerlars med skuespiller og teaterdirektør Aage Colding (Aage Emil August Angelo Colding) (23-08-1869 - 27-09-1921) og den 11. februar 1932 på Tønder Rådhus igen med den første ægtemand. Hendes datter Ellen (født 1903) kom på balletskolen i 1910, men trådte ud allerede 1912. Hun blev siden ansat som assistent i Nationalbanken og giftede sig til navnet Kuhnert.


Har medvirket i følgende 3 stumfilm:
Pjerrot og Pjerrette (1910) 
Den farlige leg (1911) 
På dødens tærskel (1913)