BiografiAxel Vilhelm Mattsson, direktør og ridelærer, var søn af kusk, gæstgiver Ola Mattson og hustru Anna Olsson. Hans svenske forældre ernærede sig ved at drive gæstgiveri og sømandshjem i København. Allerede som 6-årig begyndte Axel Mattsson at ride. Da han var færdig med skolen som 16-årig blev han stalddreng ved prins Valdemar og prinsesse Maries hof - i Christistiansborgs stalde og på Bernstorff Slot. Efter tre år blev han ansat i Cirkus Orlando i Stockholm, hvor han debuterede som kunstrytter/skolerytter. Et par år senere turnerede Axel Mattsson i Danmark med Cirkus Bech-Olsen indtil han i 1909 åbnede sin egen rideskole - Mattssons rideskole i Klampenborg lige uden for porten til Dyrehaven, hvor i dag kapervognene holder. Udover at drive sin rideskole deltog han i filmoptagelser og medvirkede som statist og stuntman til hest på Nordisk Film i en lang række film fra 1910-16. Mattsson udførte talrige halsbrækkende stunts gennem årene, men det farligste var formentlig i "Dødsspring til Hest fra Cirkuskuplen" (Schnedler-Sørensen, 1912), hvor han var stand-in for
Valdemar Psilander, der i øvrigt var hans meget nære ven. Under en filmoptagelse foretog han et dødsspring fra cirkuskuplen med hesten Black Girl. Mattsson slap da heller ikke fra øvelsen uden mén - han måtte efterfølgende have indopereret en sølvplade i baghovedet på grund af de kvæstelser, han pådrog sig under styrtet. I 1913 var han med i en enkelt film hos The Copenhagen Film Co., hvor han tilsyneladende spillede en mere fremtrædende rolle. Generaldirektør for Nordisk Film, Ole Olsen, gav Axel Mattsson et fast gebyr for at stille heste til rådighed til optagelse af film samt ekstra honorar for hver optagelse. Mattssons indtægter fra filmen kom samtidig med, at det blev mondænt at ride, og dette skabte grundlaget til en udvidelse af rideetablissementet. Ved siden af sin karriere inden for filmkunsten havde Axel Mattsson en stor galopkarriere. Han var den første, der vandt "Guldpisken" og "Sølvsporerne" og han modtog ialt 24 sølvtallerkener med inskriptioner. I 1913 blev han skilt fra Bolette Marie Knudsen og gift igen den 18. september 1913 i Ordrup med Edith Bothilde Adamine Sprange (25-11-1881 - 1930). Efter hendes død blev han den 25. august 1933 gift med Lilly Neubert. Efter hans død førte hans hustru Lilly rideskolen videre til sin død i 1977 - for at lade den være et levende minde om Axel Mattsson.