Jutta Lund
Født: 6-12-1875 i København
Død: 25-10-1971 (95 år)
Gravsted: Manglende oplysning

Billede af Jutta Lund
Biografi
Jutta Vilhelmine Lund, født Olsen debuterede i 1893 på Nørrebros Teater, hvor hun i mange år spillede sammen med Frederik Jensen og i århundredets begyndelse medvirkede hun i revy på Sønderbros Teater. Hendes viseforedrag og smukke stemme henrykte dengang københavnerne og hendes navn var på alles læber. I 1904 kom hun til Frederiksberg Teater, hvor hun fik succes både i operetter, lystspil og folkekomedier. Hun spillede på Frederiksberg Teater karakterroller og hun var den første, der gav liv til den generte Wulffdine i Gustav Wied's "Thummelumsen". Hun medvirkede bl.a. også¨i forestillingen "Det grønne haab" på Frederiksberg Morskabsteater og i en Nordpols-revy. Som revykunstner gik hun fra succes til succes i "Sommerrejser i Tivoli" især i samspil med Carl Alstrup. I 1916 var hun med i revyen "Danmarks Eventyr" hos Hilmar Clausen. Hun turnerede med flere teaterselskaber, var også i USA, hvor hun sang for dansk-amerikanerne. Hun vendte hjem til et engagement ved Casino Teatret, hvor hun sluttede i 1928 for at hellige sig privatlivets fred og hun levede tilbagetrukket i Dragør. Hun debuterede på film i 1910 og medvirkede sporadisk i en række film i perioden 1910-24.