Turi Veierskov
Født: 17-7-1922 i Vorup sogn v/ Randers
Død: 9-3-2015 (92 år)
Gravsted: Hjortdal Kirkegård v/ Fjerritslev

Biografi
Turi Vibeke Veierskov - senere Jørgensen, der var datter af lærer Jens Olesen Veierskov (24-12-1896) og hustru Anna Marie Eskildsen (20-10-1896), blev student fra Randers Statsskole og kom samme år ind på Københavns Universitet. Hun blev dog fanget af skuespillet og blev antaget som elev ved Aarhus Teater i sæsonen 1942-43. Allerede i oktober måned spillede hun Anne-Marie Ehinger i Selma Lagerlöfs "Dunungen". Hun var tilknyttet Aarhus Teater til og med sæsonen 1944-45 og var med i en række forestillinger bl.a. som Rebekka Gibbs i "Vor by", Anna og Stella i operetten "Som i ungdommens vår" og Monica i "Kærlighed". I sæsonen 1943-44 spillede hun Elsie Lester i "En dejlig dag" og i september 1944 havde hun rollen som Beatrice Lacy i "Rebecca" og senere Doris Parker i "Når mørket sænker sig", Ane i "Nøddebo Præstegård" og Miss Alden i "Middag kl. 8". Turi Veierskov turnérede derefter med forskellige selskaber bl.a. med Harald Stabehl, ligesom hun på Axel Illums Turné havde roller i flere forestillinger, bl.a. "Rebecca" i 1944 og som Ofelia i "Hamlet". Hun havde i 1949 en enkelt filmrolle i grundlovsfilmen "For frihed og ret", som blev instrueret af Svend Methling. I sæsonen 1951-52 spillede hun på Andelsteatret rollen som Stella i ”Den hellige flamme” og rollen som Diana, Grangers datter i ”Far – mor – børn”. Langsomt ebbede rollerne ud og Turi Veierskov begyndte i stedet at læse sprog - og fik sidst i 1950erne job som underviser i engelsk og tysk ved Randers Handelsgymnasium. Turi Veierskov blev den 12. juni 1943 gift borgerligt i Aarhus med den islandske handelsmand Jon Alexandersson (f. 04-11-1921). Hun var mor til musikeren Bjørn Veierskov Alexandersson (f. 26-12-1943).


Har medvirket i følgende 1 film:
For frihed og ret (1949)