Allan Botschinsky
Født: 29-3-1940 i København
Død: 26-11-2020 (80 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Allan Bomand Botschinsky, jazztrompetist, dirigent og arrangør, der kom fra en musikalsk familie, blev uddannet på Det Danske Musikkonservatorium i København og studerede endvidere i årene 1963-64 på Manhattan School of Music i New York. Allan Botschinsky spillede som jazztrompetist med Ib Glindemann i årene 1956-59 og med Jazz Quintet 60 fra 1959 til 1963. I disse år spillede han også med besøgende amerikanske musikere som Dexter Gordon, Oscar Pettiford, Stan Getz, Thad Jones, Lee Konitz og Ben Webster. Han var medlem af Radiojazzgruppen fra 1961 og spillede med Danmarks Radios Big Band fra 1964 til 1982. Siden 1966 var han leder af egne smågrupper og fra 1968 medlem af Underground Railroad. I slutningen af 1970erne ledede han fusionsgruppen Underground Railroad og spillede fra begyndelsen af 1980erne i Peter Herbolzheimers tyske grupper samt andre grupper i Tyskland og Holland. Han var kapelmester flere gange for Dansk Melodi Grand Prix og dirigerede alle Danmarks bidrag i Eurovision Song Contest fra 1979 til 1983. I 1985 flyttede han til Tyskland og blev kunstnerisk leder af pladeselskabet og forlaget MA Music. Siden 1993 var Allan Botschinsky bosat i England og spillede jazz med lokale grupper. Han var leder for den danske gruppe ved Jazzpar-koncerterne i 1995. I 1962 blev han valgt som "Årets danske jazzmusiker" og i 1984 modtog han Ben Webster Prisen. Allan Botschinsky var først gift med sangerinden Bente Merete, der var sangerinde i Svend Nicolaisens orkester. Ved sin død var han gift med Marion Kaempfert.


Har medvirket i følgende 3 film:
Mine tossede drenge (1961)Trompetist
Duellen (1962)Musiker i husorkestret på Sexkanten
Sekstet (1963)Musiker

Har lagt stemme til følgende 1 tegnefilm, som er beskrevet i denne database:
Bennys badekar (1971)Søhest