BiografiMette Aarre Thorsen, performancekunstner, keramiker og maler, er datter af fuldmægtig i Københavns Kreditforening Thorkild Aarre og danselærer Anna Kirstine Jakobsen. I årene 1963-75 levede hun sammen med maler og forfatter
Jens Jørgen Thorsen og medvirkede 1970 i hans film "Stille dage i Clichy". Hun har taget uddannelse bl.a. hos St. Martin's Art College i London 1960 og på Skolen for Brugskunst i København i årene 1961-65. Mette Aarre har især kroppen som udtryksform centralt i sine værker, navnlig i de mange performancer hun siden 1960erne har udført, spændende fra Coritus i København, Uppsala, Stockholm og Bergen i 1966, over hendes første solo-præsentation Ko-performance til f.eks. Halgerður, klipfisk og mel på Island. Hendes udtryk er nært forbundet med naturen og livet, hvad enten hun arbejder med skulptur, installation, keramik, scenografi, environmental art, fotografi, grafik eller emaljemaleri. Mette Aarre har deltaget i talrige internationale kunstudstillinger bl.a. i Holland, Tyskland, Island, Norge, Japan og Mexico. Hun var bosat i Sverige 1965-75 og har haft længere ophold i Frankrig 1971-72 og Jugoslavien 1972-73. Desuden har hun haft rejser til Marokko, Grækenland, Island, Mexico og Guatemala. Siden 1982 har hun levet sammen med den tyske advokat, kunstkritiker, skribent og maler Ottmar Bergmann (13-12-1936) og parret har slået sig ned i Uppeboda i Sverige.