BiografiJens Jørgen Enna Thorsen, maler, jazzmusiker og filminstruktør, var søn af læge Svend Børge Bjarne Thorsen (f. 22-08-1903) og bogbinderske Grethe Hogaard Andersen (27-4-1907 - 03-03-2001). Han blev student fra Struer Statsgymnasium og blev optaget på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor han dog kun studerede i et år. Han debuterede som maler i 1948 og var i årene 1951-1956 kunststuderende sideløbende med at han var murerlærling i seks år. Desuden var han jazzmusiker og medstifter af Papa Bues Viking Jazzband. I årene 1954-63 var han kultur- og kunstmedarbejder ved Social-Demokraten og derefter kunstkritiker ved Ekstrabladet. I 1962 var han medstifter af den internationale situationistgruppe. I 1964 emigrerede han til Sverige og opbyggede sammen med
Jørgen Nash kunstnerkollektivet Drakabygget. Han udsendte i 1970 sin første spillefilm "Stille dage i Clichy" og i 1971 emigrerede han til Frankrig for at lave sin Jesus-film. Men filmen blev aldrig produceret, da hans blasfemiske hensigter førte til omfattende protester og støtten til filmen blev trukket tilbage. Først i 1992 blev et filmprojekt omkring en ny Jesus-film realiseret, men filmen blev kun set af 7.461 tilskuere og fik dårlige anmeldelser. Han optrådte ofte i happenings bl.a. sammen med Jørgen Nash og var på TV-skærmen kendt for at optræde i sine leopardbukser. Jens Jørgen Thorsen blev den 1. juli 1956 gift på Holstebro Rådhus med assistent Jytte Traasdahl Larsen (f. 09-01-1933)