BiografiMaj Wechselmann er født i Danmark af jødiske forældre - moderen var fra Ukraine og faderen fra Tyskland. Forældrene deltog aktivt i den kommunistiske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig og familien måtte flygte til Sverige, hvor Maj Wechselmann kom på et svensk børnehjem efter at moderen blev alvorligt syg. Hun læste hos
Blanche Funch og blev uddannet på Odense Teaters elevskole i årene 1963-66. Men teaterkarrieren blev kort da hun følte mere for filmmediet og i 1968 tog hun tilbage til Sverige, hvor hun blev uddannet som filminstruktør på Dramatiska Instituttet i Stockholm. Siden har hun udsendt en jævn strøm af dokumentarfilm, der næsten alle har givet en kraftig offentlig debat. I Danmark har hun bl.a. sat sindene i kog med sin kontroversielle Danmarksfilm "Et lille land i Skandinavien" og "Ingen Hamlet på Kronborg i år" om det danske erhvervslivs handlinger og forhold til nazisterne under Anden Verdenskrig. Maj Wechselmann har bl.a. stået bag dokumentarfilm som "Forbrydelse eller dumhed", "Den retfærdige krig", "Fra begyndelsen til enden" og "Det är upp till dig" om svenske erhvervsinteresser i Sudan og Etiopien. Som kuriosum havde Maj Wechselmann i 1970 en filmrolle i
Jens Jørgen Thorsens "Stille dage i Clichy".