BiografiPreben Johannes Grøndal Thomsen, digter, dramatiker og sognepræst, - kendt som "digterpræsten" - voksede op i et præstehjem og gik selv igang med teologien. Han var søn af sognepræst J. Th. Christian Thomsen og Rigmor Laursen. Som 20-årig stud. theol - et år efter studentereksamen fra Metropolitanskolen - debuterede han som dramatiker i Radioteatret med skuespillet "Picerna" med en af tidens største skuespillerinder,
Ingeborg Brams i hovedrollen.
Poul Reumert, hørte stykket og var med til at udvirke, at den unge teolog kom på teaterskole på Harvard University i USA. Hjemkommet herfra kunne han som stud. theol debutere i 1955 på Nationalscenen med den bibelske tragedie "Atalja", og han blev dermed teatrets yngste debutant. Før han var færdig med sin uddannelse og blevet cand. theol. fra Københavns Universitet i 1960 havde han skrevet yderligere et par hørespil og havde oversat "Den døde dronning" til opførelse på Det kgl. Teater. Preben Thomsen har også senere været en meget produktiv skribent med digte og dramatik i radioen. I 1970 havde han igen et stykke oppe på nationalscenen. og det blev foruden flere bidrag til Radioteatret også til nogle digtsamlinger alt imens han passede sin gerning som præst. Preben Thomsen var hjælpepræst ved Sct. Olai Kirke i Helsingør 1960-61 og senere kaldskapellan ved Helligåndskirken i København. I 1964 blev han residerende kapellan i Vig og Asmindrup Sogne i Odsherred, og herfra fortsatte han til Ordrup ved København i 12 år. Så tog han til Møgeltønder som sognepræst 1980-84 og sluttede som kirkebogsførende sognepræst ved Grundtvigskirken i København i 1992. Han blev den 2. april 1961 gift i Sct. Olais Domkirke i Helsingør - i en kort periode med den 12 år ældre skuespillerinde
Ingeborg Brams. Senere blev han den 17. oktober 1971 gift med dommer Marianne Erritzøe (f. 24-01-1944). Ægteskabet blev opløst i 1983.