Geert Vindahl
Født: 25-9-1943 i Jægersborg
Død: 13-5-2024 (80 år) Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Geert Vindahl (Andersen), skuespiller, var søn af murer Haagen V. Andersen og Marie Oda Sofie Petersen. Han blev uddannet som skiltemaler og var med på det første hold fra Statens Teaterskole i 1971. Geert Vindahl valgte at bruge sit talent i børneteatret og i det politiske teater, bl.a. i grupper som Banden og Rimfaxe, hvor han i 1976 spillede i "Peer Gynt". På Bådteatret spillede han i succeser som "Mappedyr" og "Leonora Christine" og på TV-Teatret var han med i filmatiseringen af Herman Bangs roman "Ludvigsbakke". Indenfor børne- og ungdomsteatret dramatiserede han bl.a. Frans G. Bengtssons berømte roman fra 40'erne om vikingen Røde Orm - som med stor succes blev spillet på Taastrup Teater, hvor han også instruerede og medvirkede i en lang række forestillinger. Geert Vindahl blev den 23. oktober 1965 gift med scenografen Nina Schiøttz. Ægteskabet blev opløst i 1971.