BiografiAase Madsen, skuespillerinde, var datter af viktualiehandlerske Johanne Madsen og hjalp i sin ungdom moderen i dennes pålægsforretning i Vendersgade i København. Senere kom hun til fotograf Kehlet og ved Rundskuekonkurrencen i 1934 blev hun valgt til filmprinsesse med et par roller hos Palladium. Egentlig ville hun gerne have været filmklipper, men Alice O'Fredericks overtalte hende til at stå foran kameraet, men det blev kun til to spillefilm i København. Hun blev derefter fotomodel i London, blev prøvefilmet til Hollywood og rejste i 1938 til Amerika, hvor hun først under navnet Osa Massen - og senere Stefanie Paull (for ikke at blive forvekslet med Ilona Massey)- optrådte i en lang række film, af hvilke kun nogle få har været vist herhjemme. Hun begyndte sin Hollywood-karriere allerede i 1936 og spillede især "femme fatale"-roller i 1940erne. Hun brød igennem som Ralph Bellamy's utro kone i "En kvindes ansigt" i 1941 og spillede siden bl.a. en mystisk kvinde i "Sidste frist ved solopgang" i 1946. Senere i sin karriere havde hun en del optræden i fjernsynsprogrammer, men trak sig tilbage i 1962. Aase Madsen var gift tre gange. Hun blev første gang gift den 15. december 1938 med journalisten og filmskuespilleren Allan Hersholt (04-12-1914 - 19-02-1990), der var søn af skuespilleren
Jean Hersholt. Brylluppet fandt sted i Hersholts hjem i Beverley Hills i Californien. Parret blev skilt under krigen. I sit andet ægteskab blev hun i februar 1947 gift med den amerikanske tandlæge Harvey R. Cummins. Hun arvede i 1953 fra sin mand 23,5 millioner efter en tvist med hans børn. Hun var ejer af en stor ejendom med læge- og tandklinikker. Hun bevarede forbindelsen til Danmark, hvor hun bl.a. havde en ejendom på Gøngehusvej i det mondæne Vedbæk. I sit tredje ægteskab var hun gift med Dr. Stanley Vogel. I marts 1956 besøgte hun moderen i Nansensgade. Aase Madsen døde i Santa Monica i Californien.