BiografiAnne Marie Vessel, der er datter af balletdanser Tove Schultz og balletregissør Poul Vessel Christensen, debuterede på Det Kongelige Teater som kun fire-årig i operaen "Madame Butterfly". Hun blev uddannet som balletdanser på Det Kongelige Teaters Balletskole og blev medlem af teatrets balletkompagni i 1965. Hun foretog studierejser til Cannes og Paris. Anne Marie Vessel har danset en række solistpartier i bl.a. Napoli, Blomsterfesten i Genzano, Konservatoriet, Sylfiden, Fjernt fra Danmark samt Elonora og Marchen i Kermessen i Brügge og Svanilda i Coppelia. Hun har desuden deltaget i turnéer med Det kgl. Teater og Den Jyske Opera. I 1979 engagerede hun sig i undervisning på balletskolen og påtog sig instruktion af f.eks. Coppelia, Kermessen i Brügge og Enetime. Hun blev i 1988 udnævnt til leder af teatrets balletskole, men trak sig i 2006 tilbage og fortsatte som instruktør og pædagog. I 1991 skrev hun ballethistorie, da hun og
Frank Andersen iscenesatte "Et Folkesagn" i dronning Margrethes scenografi. Det var i sin egenskab af balletpige hun medvirkede i sin hidtil eneste film i 1971. I en årrække var hun gift med den 16 år yngre balletdanser
Alexander Kølpin, som hun har en søn med. Den 21. juli 1989 giftede hun sig med statsminister
Poul Schlüter. Det betød som landets førstedame et liv i rampelyset med alt, hvad det medfører på godt og ondt.
Bøger om Anne Marie Vessel Schlüter:
"På skrå brædder og bonede gulve - erindringer" af Anne Marie Vessel Schlüter