Frank Andersen
Født: 15-4-1953 (71 år) i Frederiksberg

Biografi
Frank Andersen, balletmester, solodanser og Bournonville-instruktør, er søn af redaktør Carl Angelius Andersen (død 1964) og hustru Sonja Andersen (født Jensen). Han blev som 7-årig optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole og blev optaget i balletkompagniet i 1971. I de følgende år rejste Frank Andersen på studierejser til flere kompagnier og fremtrædende dansere i udlandet, bl.a. til Paris 1970-71 og 1972. I 1977 blev han udnævnt til solodanser, men allerede året forinden havde han sammen med Dinna Bjørn dannet Bournonville-gruppen, der siden dansede kloden rundt som ambassadører for dansk ballet. Han har danset i både det klassiske og moderne balletrepertoire. Han havde roller i "Nøddeknækkeren", "Trio" og flere TV-balletter, f.eks. "Dødens triumf". Han var juniorkadetten i "Graduation Ball", Gert i "Kermessen i Brügge" og Frants i "Coppélia". Livsrollen var Puk i "En Skærsommernatsdrøm". Frank Andersens store energi gjorde ham 1985-94 til en initiativrig balletmester ved Det Kongelige Teater med markante begivenheder som Bournonville-festivalen i 1992 og Balanchine-sæsonen 1992-93. Frank Andersen var 1995-99 balletmester ved Den Kongelige Svenske Ballet, hvis 225-års-jubilæumsfestival han organiserede i 1998. Han har desuden fungeret som Bournonvillepædagog og instruktør over hele verden, bl.a. med opsætning i 1999 af Sylfiden for Den Kinesiske Nationalballet, for hvem han også er kunstnerisk rådgiver. I 2002 kom han tilbage som balletmester ved Den Kongelige Ballet i København, hvor han i 2005 stod i spidsen for den tredje Bournonville Festival. Frank Andersen blev den 14. maj 1983 gift med balletdanserinden Eva Kloborg.


Har medvirket i følgende 1 film:
Jeppe på bjerget (1981)Jacob - lakaj

Har medvirket i følgende 1 TV-serier:
Ret beset (1978) 2 Kronprins Frederik